Kristne i debat om tro med ateist-talsmand
Unge fra Indre Mission i offentlig debat med Ateistisk Selskab på Konnekt.
Ungdomskonsulent i IMU, Andreas Bøge debatterede med formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm under overskriften ”Giver det mening at tro på en Gud?”
Indre Missions Ungdom (IMU) holdt i Bededagsferien deres årlige landsarrangement for unge, kaldet Konnekt.
På baggrund af kampagnen, som Ateistisk Selskab (AS) lancerede under overskriften ”Hvorfor tro på en Gud?”, inviterede IMU talsmanden og nyvalgt formand for AS, Anders Stjernholm, til en debat Bededag, den 22. april, under overskriften: Giver det mening at tro på en Gud? #tænkselv.
– På busserne i Aarhus har der i den seneste tid stået udsagn som: “Talte Jesus og Muhammed med en gud?”, “Hvorfor tro på en gud?” og “#tænkselv”.
Det er et udfordrende spørgsmål, og man kan næsten få fornemmelsen af, at hvis man nu tænkte sig om, så var man ikke troende.
Men vi mener, der er gode grunde og rationelle argumenter for at tro, siger projektleder for Konnekt, Filip Torp Kildeholm.
– Derfor tog vi udfordringen op og inviterede talsmanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, til en debat om troen på en Gud.
– Vi valgte også at invitere Anders Stjernholm, fordi vi gerne vil give folk et sprog for at tale om tro.
Vi er ikke enige i Anders Stjernholms overbevisning om, at der ikke findes en Gud, men vi ville gerne give plads til hans argumenter, da det også er argumenter, vi kan møde i samtaler på studiestederne eller arbejdspladserne.
Vores kristne tro og verdensbillede må og skal kunne forsvares, selvom den ikke kan bevises, slutter Filip Torp Kildeholm.