Kristne film har stor succes i USA
To kristne film havnede sidste uge i top-fem blandt de mest populære film i USAs biografer. God’s Not Dead 2 og Miracles From Heaven følger lige efter Batman v. Superman, Zootopia og My Big Fat Greek Wedding 2.
God’s Not Dead 2 handler om en skolelærer, som risikerer fyring, fordi hun besvarer en elevs spørgsmål om Jesus. Under retssagen erklærer læreren (Melissa Joan Hart): ”Jeg vil hellere stå sammen med Gud og blive fordømt af verden end stå sammen med verden og blive fordømt af Gud”. Filmen indbragte på sin første uge 9,2 millioner dollars.
Miracles From Heaven med Jennifer Garner i hovedrollen kom ind på femtepladsen, selv om den nu vises på tredje uge i USA.