Pakistans skolebøger fordømmer kristne

Rapporten fra USCIRF dokumenterer religiøs intolerance i lærebøgerne for Pakistans offentlige skoler. Her kan børnene fx læse, at ”kristne har lært om tolerance og godhed fra muslimer.”
Rapporten fra USCIRF dokumenterer religiøs intolerance i lærebøgerne for Pakistans offentlige skoler. Her kan børnene fx læse, at ”kristne har lært om tolerance og godhed fra muslimer.”

Angreb mod kristne næres af både blasfemiloven og religiøs intolerance i skolebøgerne.

Skolebøgerne i Pakistans offentlige skoler er blevet stadig mere fjendtlige mod kristne og andre religiøse minoriteter de sidste fem år, skriver World Watch Monitor.

– Trenden med et mere ensidigt pensum vendt mod religiøse minoriteter tager fart.
De groft generaliserede og stereotype beskrivelser af religiøse mindretal signalerer, at disse er upålidelige, religiøst mindreværdige og ideologisk set beregnende og intolerante, hedder det i en ny rapport.

Amerikansk kommission

Rapporten, som blev offentliggjort i Washington D.C. den 12. april, stammer fra The U.S. Commission on International Religious Freedom, (USCIRF), som har en rådgivende funktion i forhold til USAs kongres og udenrigsministerium.
Ifølge USAs forfatning skal kommissionens vurdering af religionsfriheden i andre lande tages til efterretning i USAs diplomatiske relationer verden over.

Viser regeringens politik

De pakistanske skolebøger udtrykker landets politik, hedder det i rapporten.
”Skolebøgerne reflekterer de politiske perspektiver og de nationale ideologier i uddannelsessystemet og regeringsapparatet.
Derfor er skolernes lærebøger blandt de vigtigste indikatorer for de officielle og folkelige syn på kultur og politik i de samfund, de skildrer med ord og billeder.”
Samtidig vurderes den religiøse slagside i lærebøgerne:
– Skolebøgerne fortsætter med at overtræde de religiøse minoriteters forfatningsmæssige rettigheder ved at inddrage islamisk ideologi i de fleste emner. Samtidig fremhæves den nationale islamiske identitet på bekostning af børn med hindu-, kristen- eller sikhbaggrund.”

Udviklingen over fem år

Den amerikanske kommission har samarbejdet med den pakistanske NGO The Peace and Education Foundation.
I 2011 fandt USCIRF tendensiøst indhold i 25 lærebøger. De 25 eksempler gav en forvrænget fremstilling af ikke-muslimske religioner.
Nu har man så undersøgt 78 nyere lærebøger for at se, om tendensen er blevet ændret. Der var tale om bøger for børn i 5.-10. klasse, som bruges i de fire provinser: Punjab, Sindh, Balochistan og Khyber Pakhtunkhwa.
Tilsammen udgør disse provinser 95 procent af Pakistans befolkning. Der findes over 260.000 skoler, hvor over 1.5 millioner lærere har kontakt med 41 millioner elever.

70 nye eksempler

Den nye undersøgelse fandt, at 16 eksempler på tendensiøst materiale var blevet fjernet siden 2011.
9 eksempler fandtes stadig. Nogle af dem havde samme form som i 2011, mens andre var ændret i ordlyd, uden at tendensen var forandret.
Der var 70 nye eksempler på religiøs tendens i 24 lærebøger.
Der blev fundet små ”lommer af forbedring” i Punjab og Khyber Pakhtunkhwa. Ifølge forskerne kan det skyldes, at de fik mulighed for at mødes direkte med Punjabs guvernør og med uddannelsesministre i Khyber Pakhtunkhwa.
Flere end 8 ud af 10 nye eksempler på skævhed i fremstillingen blev fundet i provinserne Balochistan og Sindh.

Blander politik og religion

Et af de eksempler, som er blevet fjernet mellem 2011 og 2016 er:
“Anti-islamiske kræfter prøver altid af gøre en ende på det islamiske overherredømme i verden. Det kan være farligt for selveste islams eksistens. I vor tid er der derfor stort behov for forsvar af Pakistan og islam.”
Fra en lærebog for 5. klasse i Punjab: Et eksempel fra 2011 var fjernet, men tendensen var bibeholdt:
2011: ”Kristne missionærer udnyttede fuldt ud den britiske okkupation af Asien, og under denne beskyttelse begyndte de at omvende folk fra andre religioner til kristendommen.”
2016: “Kristne præsters indflydelse var blevet meget større, de prædikede åbent deres religion beskyttet af deres regering. De kunne frit besøge byer og landsbyer, organiserede møder for at beskrive kristendommens fordele og talte nedladende om andre religioner.”
Fra en lærebog for 8. klasse i Sindh ses et nyt eksempel:
”Efter at være sluppet fri af kirkens undertrykkende og uvidende styre gik det fremad for europæerne med hensyn til viden, uddannelse, politik og kunst.”
En lærebog for 6. klasse i Punjab gør meget ud af det anstrengte forhold til Indien og beskriver islam som nøglen til Pakistans identitet.
Derfor gør lærebøgerne meget ud af at beskrive hinduers fjendskab mod muslimer og den britiske (og kristne) kolonimagt i Indien. (I 1947 blev Britisk Indien delt, så Pakistan ”de rettroendes land” blev til.)
Samtidig er der overdreven fokus på ”militære helte”. Ifølge USCIRF’s undersøgelse undervises pakistanerne ”på den mest overfladiske måde”.
”Kristne bliver ofte fremstillet som upålidelige misionærer og som folk, der er i ledtog med britiske undertrykkere: tidligere hørte de til kolonimagten, og nu er de fortsat med i sammensværgelser mod muslimer”, hedder det i rapporten.

Svært for ikke-muslimer

Pakistans pensum ”sætter elever fra religiøse mindretal i en prekær situation. I bedste fald kan de ses som andenrangs borgere. I værste fald kan de ses som fremmede og fjender af staten.
Hvis dette tema udvikles videre, kan elever fra de religiøse minoriteter ses ikke bare som outsidere, men som en farlig forurening af den nationale islamiske identitet, alene på grund af deres ikke-muslimske tro”, vurderer rapporten.

USCIRF’s anbefalinger

Det offentlige skolesystem er stadig ”fundamentalt intolerant overfor religiøse minoriteter”, og kristne børn lærer, at ”kristne har lært om tolerance og godhed fra muslimer.”
Der er altså tale om en ”offentlig shaming (vanæren) af de religiøse mindretals børn fra en meget ung alder. Det sker gennem fokus på deres religiøse og kulturelle identitet og deres samfunds tidligere historie.”
Derfor lyder nogle af anbefalingerne fra USCIRF:
”Forfatningens garanti for religionsfrihed for alle pakistanere bør reflekteres i lærebøgerne.”
”Negativ indoktrinering må stoppe, og i stedet må man satse på objektivt indhold for at sikre en mere kritisk tilgang til uddannelse.”
”Pensum burde indskærpe fornemmelsen for konstruktiv patriotisme frem for en følelse af frygt.”
”Overdrevet fokus på islam som ’den eneste rigtige tro’ må elimineres fra lærebøgerne”, og ”Historiske udeladelser og mistolkninger af forskellige begivenheder bør undlades for at undgå kontroversiel historieskrivning. Forskellige synspunkter bør inkluderes.”