Randy Clark demonstrerede kraften i kundskabsord
Undervisningen på Awake-16 konferencen i København i Bededags-ferien blev fulgt op af over 200 overnaturlige helbredelser blandt de 900 deltagere – og dem, der fulgte møderne på KKR-tv.
Det er fredag aften på den store Awake-16 konference i Københavns Kristne Kulturcenter på Nørrebro.
Salen og balkonen er fyldt med 900 forventningsfulde deltagere – nogle er kommet hertil fra Jylland og Sverige for at opleve – Guds nærvær.
Fra de seneste års Awake konferencer ved vi, at der lægges op til – og der sker – helbredelser.
I aften er det dr. Randy Clark, der skal tale. Det var ham, der oprindeligt talte, da Toronto-vækkelsen brød ud i begyndelsen af 90’erne. Siden har han talt til hundredtusinder i alverdens lande. Og hvor han kommer, er der tegn og undere.
I aftes blev 51 helbredt FØR forbeder-teamet kom op for at bede for de syge. Der var 52 andre efter at teamet havde bedt for folk… Hertil kom de indre helbredelser, som mange oplevede.
Men han er ikke nogen supertaler, der råber og skriger. Tværtimod står han stilfærdigt på platformen og taler systematisk om, hvordan Helligånden og tegn og undere burde være en naturlig del af kristendommen.
Han leder også et forskningsprojekt i USA, hvor man forsker i og systematisk følger og beskriver de mirakler, der sker.
Vidnesbyrdets kraft
I aften taler han om ”kraften i vidnesbyrdet”. Ud fra Lukasevangeliet 6 og Mattæus-evangeliet 14 viser han, hvordan beretningen om kvinden, der rører ved kvasten af Jesu kappe og blev helbredt, nåede ud blandt folk. Senere kan vi nemlig følge, hvordan de syge senere forsøgte ”blot at røre ved kvasten af hans kappe”. Og alle blev helbredt.
Han nævner eksempler fra nutiden, hvor blot beretningen om en helbredelse gav andre tro til at opleve det samme.
– For nogle år siden prædikede jeg i en kirke i USA. Jeg stoppede, fordi jeg følte en varme ovenpå min venstre fod. Det var det eneste, jeg sagde. Så fortsatte jeg undervisningen. Men folk lyttede ikke, de fokuserede på noget, der skete nede i salen. Jeg gik derned, og der var en stor sort fodboldspiller. Jeg spurgte, hvad der var sket. Han græd: Spørg min kone.
Hun var 39 år og hun forklarede, at hun som ti-årig var faldet ud af et vindue og havde skåret sin fod, så nærmest kun achillessenen holdt foden. De var nødt til at bruge kunstige dele for at få foden sat sammen igen. I 29 år havde hun ikke kunnet bevæge sine tæer. Foden kunne ikke bevæge sig fra den fastlåste position. Hun kunne ikke løbe.
– Men da du sagde, du mærkede en varme ovenpå din fod, kom der straks en varme ovenpå min fod. Jeg kunne bevæge mine tæer og min fod. Hvilket var anaetomisk umuligt, med mindre der var sket et mirakel. Så sprang hun op og løb rundt i kirken.
Hun blev helbredt gennem et kundskabsord.
Nøjagtig en uge senere fortalte jeg om dette i Taiwan. Efter gudstjenesten kom en kinesisk herre med sin voksne datter.
Hun sagde: Jeg fejlede nøjagtig det samme. Da jeg hørte vidnesbyrdet eksploderede min tro på, at det også kunne ske for mig. Og min fod blev øjeblikkeligt helbredt.
Det skete ved Guds skabende kraft, som blev forløst ved hendes tro, forklarer Randy Clark.
Det sker også her
Da han fortsætter, går der kun kort tid, før han må afbryde igen på grund af en smerte i venstre ankel. Lidt forlegen spørger han, om der er én som vil forsøge at bevæge venstre ankel, som tidligere har haft svært ved dette.
– Ellers vil det genere mig resten af prædikenen. Jeg behøver ikke bede for jer, når Gud har givet så tydeligt et tegn. Bare tjek det, siger han.
Tre personer markerer, at de har denne skavank. Han beder dem om at markere med vinkende arme, når de mærker over 80 pct. bedring. En efter en bliver de helbredt på ganske få sekunder.
Sådan fortsætter det. Kundskabsord efter kundskabsord. Helbredelse efter helbredelse. Vi når op på ca. 50 på bare dette ene møde, før den afsluttende forbøn.
Jo, Guds ånd var her.
Johnson blev syg søndag
Efter at have talt til ca. 1000 mennesker både fredag eftermiddag, lørdag aften og søndag morgen, klarede Bill Johnson ikke også at tale søndag aften som planlagt.
Han blev dårlig og måtte melde afbud. I stedet blev Tom Jones bedt om at prædike søndag aften.
Bill Johnson er tæt på 70 år.
Han er ledende præst for Bethel kirken i Redding Californien, som er kendt for sin ”Jesus Culture” musik og for en Jesus-kultur i menigheden, hvor der sker mange tegn og undere.
Eksempler på helbredelser
Nogle skete endda via tv.
Seniorpræst Jarle Tangstad fortalte søndag formiddag – før gudstjenesten med Bill Johnson begyndte – at der var flere hundrede, der var blevet helbredt i løbet møderne. Men det var svært at holde styr på alt det, deltagerne havde oplevet. Nogle var heller ikke klar til at komme op på scenen endnu, fortalte han.