Stor søgning til Blå Kors’ sommerlejre for udsatte børn
Blå Kors holder sommerlejre over hele Danmark for udsatte børn og unge. I alt kommer omkring 350 børn af sted. I år har interessen for tilmelding været usædvanlig stor fra starten.
– Vi har i år oplevet, at forældre sad klar ved tasterne, allerede inden vi åbnede for tilmeldingerne. Det har vi ikke oplevet før, siger Vivi Terp, der er koordinator for Blå Kors’ sommerlejre.
Nogle børn bliver henvist fra kommunen, mens andre selv finder tilbuddet og tilmelder sig.
– Det er vigtigt for os, at vi ikke kun giver de børn, der bliver visiteret af kommunen, mulighed for at komme på lejr, men at børn, der måske befinder sig lidt i gråzonen, også får mulighed for at komme med, siger Vivi Terp.
På alle Blå Kors’ lejre er formålet, at børnene skal opleve fællesskab og mærke, at alle er noget værd og er værd at være sammen med.
Blå Kors’ sommerlejre bliver kørt af frivillige, og der er mange med – to voksne for hvert femte barn.
– Det betyder, at børnene og de unge på vores lejre får masser af opmærksomhed, voksne, der lytter og støtter, og så er der masser af aktiviteter på alle lejre, så deltagerne kommer hjem med rygsækken fuld af gode oplevelser med andre børn og unge, siger Vivi Terp.
På grund af tilskud fra fonde kan man søge friplads på Blå Kors’ sommerlejre, og der er stadig ledige pladser.