Hospitalsskib tilbage til Vestafrika efter ebolakrise
Ebola-epidemien tvang i 2014 Mercy Ships til at omdirigere ”Africa Mercy” mod østsiden af Afrika.
Hospitalsskibet Africa Mercy, den tidligere Storebæltsfærge ’Dronning Ingrid’, skal nu til Benin i Vestafrika.
Det har forretningsudvalget for Mercy Ships Internationale bestyrelse besluttet. Der er allerede indgået aftale med landets regering, og Mercy Teams er i gang med forberedelserne til skibets ankomst.
Ebola tvang skibet østpå
Hospitalsskibet lægger til kaj i den store havneby Cotonou i Benin i august 2016. Det var også planen i 2014, men pga. Ebolaudbrud i den vestafrikanske region måtte skibet omdirigeres.
Det ville have været for risikofyldt for både patienter og det frivillige personale at arbejde i et område med potentiel smittefare for ebola. Bekæmpelsen af denne sygdom hører slet ikke til Mercy Ships kompetencer. Hospitalsskibene har hverken mandskab eller udstyr til at deltage i den sammenhæng.
Derfor måtte Mercy Ships på relativ kort tid ændre destination, og Africa Mercy har nu i to sæsoner arbejdet i Madagaskar på østsiden af Afrika. Her er tusindvis af mennesker blevet hjulpet gennem gratis livsforvandlende operationer, og over tusind professionelle er blevet trænet inden for forskellige sundhedsfaglige områder.
Siden sidste efterår er en række vestafrikanske lande blevet erklæret fri for ebola. Mercy Ships holder dog fortsat nøje øje med udviklingen.
Tilbage til Benin
Mercy Ships har besøgt Benin flere gange siden 1997; sidste gang var i 2009. Siden da har organisationens kapacitetsopbyggende projekter udviklet sig, og det vil komme landet til gode.
“I Benin kan vi skabe forandring sammen på en måde, der ikke har været mulig tidligere”, siger Jens-Erik Engelbrecht, der er National Director i Mercy Ships Danmark. “Benin befinder sig i bunden af den liste (FN’s Human Development Index i 2013), som opgør landenes rigdom / fattigdom.
Nummer 1 er den rigeste nation og nummer 187 den fattigste. Benin ligger på plads nr. 165.
Vi håber, at vores indsats kan hjælpe Benin op ad ranglisten både med operationerne, men også undervisning og træning inden for vores specialer”.
Mercy Ships arbejder ud fra hospitalsskibet Africa Mercy. Organisationen er baseret på de kristne værdier om næstekærlighed.
Ved at mobilisere frivillige medarbejdere og ressourcer på verdensplan giver Mercy Ships gratis lægehjælp til verdens fattigste gennem forskellige sundhedsydelser, livsforvandlende operationer og kapacitetsopbygning.
På hospitalsskibet tilbydes blandt andet operationer og behandling for læbeganespalte, klumpfødder, hjulben, svulster, fødselsskader, grå stær og tandproblemer.