Jeg er bange for døden

Kære Orla Lindskov
Jeg er en mand i tresserne, og jeg har lige fået en diagnose, som ifølge lægerne sandsynligvis vil forkorte mit liv i betydelig grad. Den fornemmelse har jeg også selv. Derfor skriver jeg nu dette brev til dig, fordi der er nogle forhold, jeg gerne vil have en afklaring på.
Jeg har gjort mig mange tanker om livet og om døden. Jeg glemmer ikke, at jeg i min ungdom studerede under en professor, som påstod, at de gamle grækere havde ret, når de hævdede sjælens udødelighed, altså at alle sjæle havde evigt liv.
Det var noget med, at alle menneskesjæle fortsatte deres liv som her på jorden, bare et andet sted. Jeg har også talt med min søn om det. Han mener, at enten lever alle videre efter døden, eller også lever ingen videre. Han tror ikke på, at vi skal dømmes.
Jeg er kristen og må indrømme, at jeg er bange for døden. Men jeg tror ikke på, at jeg får evigt liv som en belønning for gode gerninger, jeg har gjort her på jorden. Jeg holder fast i og vil tro på nåden. Jeg er ikke særlig aktiv i området med de gode gerninger.
Til slut vil jeg gerne stille dig nogle spørgsmål og vil også blive glad, hvis du vil sende mig en salvedug. Sådan en, læser jeg jo, har hjulpet mange.
Hvad mener du, evigt liv består i? Ligner det livet her på jorden, som min professor og de gamle grækere mente?
Jeg er for resten også bange for at blive glemt, efter at jeg er død, at ingen vil mindes mig. Jeg er bange for at være glemt for tid og evighed. Jeg håber ikke, at det er en eller anden form for hovmod, der ligger til grund for det. Hvad mener du?
Mvh.
En mand i tresserne

Døden har ikke magt, når vi tror på Jesus

Kære ven i tresserne
Jeg har sendt dig en salvedug, og jeg håber, at den må blive dig til hjælp.
Dit brev berører mange væsentlige emner, og lad mig starte med at sige, at det glæder mig, du tror på nåden, på Guds nåde.
I dit brev slutter du med at berøre det, som jo er en misforstået opfattelse af, hvordan man kan opnå evigt liv hos Gud.
Den misforståede opfattelse består i, at man tror, at man kan opnå evigt liv gennem gode gerninger, som man har gjort i sit liv her på jorden.
Gode gerninger er gode, og dem skal man selvfølgelig gøre, mens man er her. Men de frelser ikke, og de giver ikke evigt liv.
Evigt liv gives ved tro på Jesus, og ved troen på hans offerdød på Golgatas kors. Ved denne tro på ham modtager vi ifølge Bibelen forsoning, frelse og evigt liv.
Du spørger også om, hvad det evige liv består i?
Hertil vil jeg svare, at evigt liv, som jeg ser det, er indgangen til en form for tilværelse, der ligger uden for vore tankers rækkevidde. Men den kan kort beskrives med ordene: ”hjemme hos Gud”.
Jeg vil også gerne tilføje, at når vi kristne, såvel som ikke-kristne, forestiller os Himlens salighed og Helvedes kvaler, så udmaler vi nok det, der skal komme på den anden side af døden, med en jordisk pensel.
Vi kan vel også dårligt andet. Men Bibelen taler om, at det, der skal komme, er uudsigeligt og ubeskriveligt med vores jordiske tanker og ord.
Bibelen fortæller os klart, at vi skal utalligt mange skridt højere op, i forhold til den jordiske virkelighed. Det evige liv hos Gud ligger faktisk uden for vores tankers rækkevidde.
Derfor skal vi holde fast i evangeliets hovedtanke, nemlig at det evige liv er i Guds søn, og at døden er udenfor ham. Han blev hjemtaget til herligheden, og denne hjemtagelse får vi del i ved troen på ham.
Tilbage til din professor og grækerne:
Vi kristne søger ikke udødelighed i den forstand, din professor og grækerne mente. Vi tror ikke på en fortsættelse af livet, som det var her på jorden, bare et andet sted. Vi tror på opstandelse, dvs. at Gud kan oprejse os fra døden med og i Jesus Kristus.
Vi tror altså ikke på, at livet hos Gud skal fortsætte i den samme ”skure”, som det kørte i her på jorden.
Vi tror ikke, som fx indianerne på ”happy hunting grounds”- de evige jagtmarker. Vor tro er troen på et evigt liv i Guds kærlighed svarende til det liv, Jesus blev oprejst til i Herligheden. En helt anden for os ufattelig virkelighed. Men herligt bliver det.
Du nævner også angsten for døden, at du selv er bange for at dø.
Den angst kan nok fra tid til anden mere eller mindre ramme os alle, for døden er vores fjende.
At kunne blive angst for en fjende ligger vel lige om hjørnet for os alle. Men Paulus minder os så om, at døden er den sidste fjende, vores sidste fjende. Den har ingen magt mere, for Jesus Kristus har besejret den på vores vegne, og den sejr bliver vores ved tro.
Du spørger, hvad jeg mener om din angst for at blive glemt.
Dertil vil jeg sige, at ønsket om at efterlade et navn, et minde, et godt minde generelt ikke i min opfattelse falder ind under hovmod.
Det er nok menneskeligt at ville forsøge at frelse sit minde, hvilket i min tanke er forsøget på at blive husket for noget godt.
Men hvor længe vil vores minde egentligt bestå her på jorden?
Højst så længe, som menneskeslægten består.
Lad i stedet vores fokus være at frelse vores minde i Gud.
Jeg håber, at mit svar har givet dig afklaring på nogle af dine tanker og spørgsmål om livet og om døden.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov