– Jeg er bare en vandpyt som Guds sol skinner i

Uro. Stilhed. Harmoni. Maleren Lis Alma Nielsens malerier afspejler et levet liv. Et liv i spændingsfeltet mellem sorg, savn og søgning efter sandheden – og en fred i troen på Gud.

Der er en stille hvisken i Lis’ oliemalerier, i hendes pasteltegninger og i hendes nænsomme, følsomme akvareller, som fylder væggene i Holme ved Aarhus – et rigtigt kunstnerhjem, hvor hun boede i de senere år sammen med ægtemanden, billedkunstneren og bladtegneren Bjarne Nielsen. Han døde for halvandet år siden, og nu er Lis alene i huset.
Lis Alma Nielsen, 81, er ikke en kunstner, der slår om sig med store armbevægelser. Hér splattes troen ikke ud på lærredet i et ekspressionistisk farve-orgie. Hun udtrykker for det meste heller ikke sin kristentro med genkendelige symboler, men taler til fordybelse og refleksion.
Og dog er hun en kristen kunstner. Uddannet på Kunstakademiet i København i starten af 60’erne, hvor Lis også mødte sin mand, Bjarne. Det var et rigtigt boheme-miljø, et miljø med timelange, intellektuelle diskussioner om liv og kunst i akademiets kælder under Charlottenborg, et sted, hvor mange var skæve, flamboyante kunstnertyper med franske alpehuer, der gjorde sig klar til at erobre verden. En af de medstuderende var Dea Trier Mørch, senere kendt grafiker og forfatter.
En sjov tid var det. For selv om Lis holdt sig tilbage fra de værste udskejelser, så var det inspirerende – med professor William Scharff, en af de ledende kræfter bag kubismens gennembrud i Danmark, som lærer.

Ville være skuespiller

Men oprindeligt var det skuespiller, hun ville være.
Ung og frejdig stillede hun til et møde hos sin onkel, Erling Schroeder, dengang en kendt skuespiller og sceneinstruktør, og forelagde sine drømme. Men onklen fik den unge Lis talt fra det, og i stedet søgte hun ind på Kunstakademiet.
Hun var bare 21 år og troede på Gud. Nok til, at hun under en rejse til Amsterdam, hvor hun oplevede Vincent Van Goghs skæve, farverige og impressionistiske malerier, gik hen et sted for sig selv og inderligt bad til Gud om, at hun selv måtte blive kunstner. Van Goghs billeder var som et vindue til en helt ny verden, og Lis tænkte, at når han kunne inspirere så kraftigt, ville hun også gerne male og inspirere andre.
Drømmen om at male blev indgangen til en ny og spændende verden på Kunstakademiet, men faktisk rørte hun nærmest ikke en pensel i de år, hun gik der (1956-1962), for det var tegning, der opslugte hende mest. Former. Ansigter. Menneskekroppe. Og hér på akademiet mødte hun Bjarne, som var en dygtig tegner, der i et snuptag kunne levere en skitse, hvor der ikke var sat en streg for meget.

Kunstnerisk parløb

Bjarne og Lis har i årenes løb kørt kunstnerisk parløb. De har haft fælles udstillinger, og de har gensidigt inspireret hinanden i en næsten rørende symbiose. Med hvert deres atelier i hjemmet.
Han med sine lyriske, neddæmpede landskabsmalerier, fugle- og jagttegninger, billeder af menneskekroppen eller rene kubistiske abstraktioner, og Lis i en stadig søgen efter nye udtryk i oliemaleriet, tegningen og i akvarellen. For det meste abstrakte malerier, hvor det oprindelige motiv, der tit er hentet i naturen, er malet til ukendelighed og forenklet for at styrke det kunstneriske udtryk.
– Det er en kamp om at få alt på plads og opnå fuldstændig stilhed i mine billeder, siger Lis.
Det var en stor sorg, da Bjarne døde forrige år. De havde trods alt været sammen helt fra akademiets dage.
Gift i 1958. Hurtigt fik de det første barn, og siden kom tre andre til. Bjarne fik arbejde som bladtegner på Politiken, men arbejdstiderne passede dårligt til en børnefamilie, så han søgte job på Demokraten i Aarhus.
Han og Lis og de tre førstefødte flyttede i 1962 til et lille husmandssted i Gunnestrup, og dér i bakkerne syd for Aarhus, efter den første kolde vinter uden ret mange penge, uden varme og med tre børn, hvoraf den ene var stærkt plaget af eksem hele vinteren, begyndte Lis alligevel at søge ud i bakkerne og male skitser.
På en senere rejse til Paris så hun en udstilling af den russisk fødte modernist Serge Poliakoff. Hans påvirkning kan stadig anes i mange af hendes egne malerier.

Karismatisk fornyelse

I de første år i Jylland mærkede Lis en stigende længsel efter Gud. Hun havde altid troet på Gud, men hun længstes efter at komme Gud nærmere.
Hun faldt over David Wilkersons populære bog ”Korset og Springkniven”, som hun slugte. Hun var ven af ægteparret og katolikkerne Vivian og Erling Tiedemann (amtsborgmester i Vejle og senere formand for Etisk Råd), og en dag ringede Vivian Tiedemann og spurgte, om mon ikke Lis havde lyst til at komme i en lille bedekreds i den katolske kirke i Aarhus. Lis vidste ikke rigtig, men nogle dage senere ringede fru Tiedemann igen og gentog invitationen, som Lis tog imod.
– Jeg har tænkt, hvor vigtigt det nogle gange er, at vi lige ringer en gang mere og giver et lille puf, smiler Lis.
I den katolske kirke mødte hun den tyske præst og jesuitermunk Gottfried Grünewald, der bad en bøn for Lis og for hendes astma, som helt forsvandt.
Lis fik med helbredelsen en åbenbaring, en troens åbenbaring, som gjorde hende nysgerrig på mere.
Året var 1971, og hun vovede sig en aften ind i den lokale pinsekirke, Filadelfia, som dengang lå i J.M. Mørksgade i Aarhus midtby. Under prædikenen af kirkens forstander, Kurt Christensen, oplevede hun meget stærkt, at Bibelen åbnede sig på en helt ny måde for hende. Blev levende.
Senere fulgte hun med, da pinsekirken flyttede til Viborgvej i Aarhus, og i dag kommer hun her stadig flittigt, nu hedder kirken dog Citykirken efter en sammenlægning med to andre frikirker.
– Jeg havde bedt til Gud om at vise mig en kirke at komme i, og tre frikirker var i spil. Men dén aften, den første gang, følte jeg bare Guds ånd så stærkt, og jeg følte virkeligt, at jeg fik et indvendigt styrtebad, fortæller Lis.
Da pinsekirken flyttede op på Viborgvej, fik Lis betroet den opgave at skabe en stor, flot glasmosaik, som siden har prydet bygningen.
Men, æren er Guds. Det er sådan hun har det med al sin kunst.
– Jeg er bare en lille vandpyt, og når Guds sol lyser ned og rammer vandpytten, skinner den, bemærker Lis beskedent.
Et af hendes værker, en fin pasteltegning med titlen ”Solopgang i det høje”, med en sol øverst, der kaster sine stråler ned og nænsomt favner jorden, er det billedelige udtryk for hendes egen, stærke tro på en kærlig og nådig Gud.
En pasteltegning, der i øvrigt er direkte inspireret af Lukas 1,78, hvor der står: ”Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os.”
For nok har hendes liv også budt på mørke perioder. Hun er født med et melankolsk sind, siger hun, og døjede som yngre med depressioner. Hendes ene datter, Ea, døde kort efter, at hun var fyldt 40 år, og senest mistede hun sin livsven og malerkammerat, Bjarne. En ægtemand, som dog slet ikke delte Lis’ kristne tro, hvilket ind imellem gav problemer i ægteskabet.
Men lyset, Guds sol, troen, håbet og dét at ”være i Guds nærhed”, som hun siger, er for Lis Alma Nielsen det stærkeste og livgivende.
Depressionerne overvandt hun – eller som hun siger: ”De mørke fugle fløj deres vej” – og sorgen over datterens alt for tidlige død kom hun sig over. Ved troen på et liv i Himlen.
– Ea troede på Gud, og det er en stor trøst at vide, at hun er et sted, hvor der er godt at være.