Kofoeds Skole får ’Årets Anker’

Forstander Robert Olsen takkede for prisen Årets Anker.
Forstander Robert Olsen takkede for prisen Årets Anker.

Kofoeds Skole modtager prisen for skolens arbejde med samfundets svageste grupper.

Hvert år uddeler HK Hovedstaden ’Årets Anker’. I år gik prisen til Kofoeds Skole.

Årets Anker er en pris til påskønnelse af personer eller organisationer, der gør noget særligt for arbejderbevægelsen og dens medlemmers forhold, herunder også de menneskelige relationer.
I begyndelsen af 1940’erne gik en ung og arbejdsløs Anker Jørgensen rundt på Christianshavn. Her fandt han Kofoeds Skole, hvor han lod sig registrere som elev og straks tilmeldte sig engelskundervisning. Noget, som han skulle få rigtig meget brug for senere i sin karriere. 1. maj sluttedes cirklen, idet Kofoeds Skole modtog Årets Anker for deres mangeårige arbejde med at hjælpe socialt udsatte mennesker og arbejdsledige til at hjælpe sig selv til et bedre liv.
Robert Olsen, der i dag er forstander på Kofoeds Skole, ser prisen og de medfølgende 30.000 kr. som en stor anerkendelse af Kofoeds Skoles arbejde med samfundets svageste grupper:
– Vi er rigtigt glade og taknemmelige for at modtage Årets Anker. Det er noget særligt for os, eftersom Anker Jørgensen har gået på skolen i en arbejdsløshedsperiode. Vi er meget stolte, siger Robert Olsen.
Over 4.000 mennesker fra mere end 100 forskellige nationaliteter benytter hvert år Kofoeds Skoles tilbud. Disse indbefatter blandt andet rådgivning for udsatte borgere, undervisning for arbejdsledige, erhvervstræning i værksteder og herbergstilbud til unge hjemløse.
I 1986 besøgte Anker Jørgensen Kofoeds Skole for at holde et foredrag. Heri talte han blandt andet om sin tid på skolen og betydningen af den undervisning, som han modtog:
– Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde troet, jeg skulle bruge engelsk til, men jeg må da indrømme, at jeg senere har fået kolossal meget brug for det. Der (på Kofoeds Skole, red.) fik jeg fundament for det engelsk, jeg senere har bygget ud, så det er nogenlunde hæderligt, så det kunne bruges. Og det blev jo brugt, da jeg senere talte med, ja forhandlede med, mange af de store, b.la. Willy Brandt, Helmut Schmidt, Harold Wilson, præsident Gerald Ford og senere Carter – ja for resten og Reagan, Thatcher og mange flere.
Kofoeds Skole findes i dag i København, Aarhus, Aalborg og Nuuk. Desuden har Kofoeds Skole været med til at oprettet omkring 25 søsterskoler i Østeuropa.