Mission er blevet spiselig i folkekirken

Forkyndelsen i folkekirken er bedre end for år tilbage, mener afgående sognepræst Esper Thidemann fra Aarhus.

Han er en af de sognepræster i landet – måske dén præst – med flest kirkegængere til sine gudstjenester, Esper Thide-mann, som i dag, søndag, holder sin afskedsgudstjeneste i Christianskirken i Aarhus.

28 år har han været her. Som en populær og folkelig præst. Med et stort hjerte for børne- og konfirmandarbejdet, for de svage og udsatte, de lidt ”skæve” typer, for ”de lamme, de blinde, de halte, de, som også hører med til en sand menighed”, som han siger det.
Esper Thidemann har villet være præst for alle. Høj som lav. Det har været helt afgørende for ham at favne alle i sognet. Også dem, der ikke deler hans ind imellem skarpe holdninger, og dem, der ikke har rod i Indre Mission, som er hans eget ståsted.
Et ståsted, han aldrig har lagt det mindste skjul på, for ”det er vigtigt, at folk véd, hvad præsten står for”, som han siger.
Og nej – han vier ikke homoseksuelle par. Han gifter ikke fraskilte. Og han er imod, at folkekirken har kvindelige præster, men han indrømmer gerne, at den sidste kvindelige kollega, han havde (Birgitte G. Hjort), var en af de bedste præster, han har mødt.
Vel har det da kostet lidt.
Sådan set altid. Som dengang i 1988, da han kom til Christianskirken, og en præst fra nabosognet lidt uforskammet skrev i aviserne og advarede om, at ”nu får I en sort præst”.
Esper Thidemann har hørt den slags til hudløshed.
Men han véd, at fordomme har det med at opløses, når mennesker mødes ansigt til ansigt.
Og hvad kvindelige præster angår, har han respekt for sine kvindelige kolleger og samarbejder gerne. Det er da også en kvinde, Lise-Lotte Rebel (biskop i Helsingør), han nævner som det største ”mandfolk” blandt biskopperne, måske lige med undtagelse af Steen Skovsgaard (biskop på Lolland-Falster).

Prøven på vores kærlighed

Efter de senere års ”blæst” i folkekirken – i sager om sognepræst Thorkild Grosbøll, der ikke troede på Gud, om loven om homoseksuelle vielser i kirken, om præsten Per Ramsdal, der ikke tror på Jesu fysiske opstandelse osv. – skulle man måske tro, at Esper Thidemann så noget mismodigt på folkekirkens almene sundhedstilstand.
Men, det gør han slet ikke.
Selvfølgelig er der ikke noget, der sort-hvidt, og intet ville være nemmere end at pege på de ting, der efter Thidemanns hoved er gået galt. Han har sjældent forpasset en lejlighed til at markere sine klare holdninger, hvis en vigtig sag har været oppe.
Sig bare navnet Manu Sareen, den tidligere, radikale kirkeminister, som legede Vorherre inde i sit ministerium – og Esper Thide-mann får straks dybe panderynker og siger noget om, at ”Sareen var en ulykke for folkekirken” og sådan, men overordnet set hører Manu Sareen til i kategorien særtilfælde.
For det meste fungerer tingene. I dialog. I debat og diskussioner. I venlig sameksistens.
Til hans grundsyn hører, at folkekirken netop skal være rummelig. Et sted, hvor meninger brydes. Hvor der findes forskellige holdninger, forskellige kirkesyn, et sted med plads til forskellighed – også til præstetyper af hans slags.
– Det er prøven på vores kærlighed, at der er plads til alle, siger Esper Thidemann eftertænksomt.
Med en lettere omskrivning af Mark Twain, så er rygtet om folkekirkens snarlige død stærkt overdrevet.
– I min ungdom var der også bekymringen for folkekirkens overlevelse. Den bekymring har jo altid været der. Der har altid været en kamp. Men, der har altid skullet arbejdes for sagen, tingene sker ikke af sig selv. Og efter min ærlige overbevisning, så lever folkekirken bedre i dag end for 30 år siden. Med en bedre teologi, siger han.

En åndelig kamp

Et område i folkekirken, der er blevet klart bedre, hvis man spørger Esper Thidemann, er forkyndelsen.
– Den hårde Bibelkritik og den golde Tidehvervs-teologi har spillet fallit. Den er uinteressant i dag. Førhen var teologien negativ. Teologer som Bultmann (Rudolf Bultmann, 1884-1976, tysk teolog, der ville afmytologisere evangelierne) havde stadig stor indflydelse på universiteterne. Men de ”døde” professorer er lige så stille blevet tavse, siger Esper Thidemann.
Det var dengang, da ”alle modepræsterne gjorde en dyd ud af tvivlen”, som han siger, men i dag vil flere og flere kristne have den rene vare.
Ordet ”mission” var et fy-ord dengang i 70’erne og 80’erne, da Esper Thidemann blev cand.theol. fra Aarhus Universitet og var ung præst i Lindehøj Kirke i Herlev fra 1977 og 10 år frem.
– Det var jo mission, vi ville, nogle af os, men det var ikke lige populært dengang, hvilket vi også fik at mærke. Men det har ændret sig, og i dag er mission blevet spiselig i folkekirken, siger han.
Han nøjes med at ”glæde sig over de nye vinde”, som han siger. Måske kan man ligefrem tale om en slags ”vækkelse”, tilføjer han.
Vel kan der altid gives sociologiske forklaringer på tidernes skiften, på hvorfor holdninger ændrer sig i samfundet osv. – men som kristen peger Thidemann dog på Helligånden og Guds kærlighed.
– Jeg tror jo på, at det har med pinsen at gøre. At Gud sendte Helligånden, og at Helligånden aldrig har forladt os. Der er dog en kamp, en åndelig kamp, der skal kæmpes, og sådan har det jo altid været, i hele kirkens historie, siger han.
Hvis han dog skal pege på én konkret årsag til, at dét med religion og tro optager danskerne på en anden og mere alvorlig måde end for 30-40 år siden, nævner han det stigende antal muslimer i landet. Før sov danskerne tornerosesøvn, nu møder vi en muslimsk tro, der udfordrer os på flere områder, også med hensyn til, hvad vores egne værdier i grunden er.
– Vi danskere har jo sovet tornerosesøvn i årevis. Men det er en stor lykke for et land, der har de kristne værdier liggende lige under overfladen. Mere end 70 procent af danskerne er døbt, og det er da værd at glæde sig over, siger han.

Stort engagement

Esper Thidemann har engageret sig vidt og bredt i sit liv.
Han sidder i repræsentantskabet i Menighedsfakultet i Aarhus. Det er herfra, mange af fremtidens missionspræster udklækkes.
Han var også med til at stifte den kristne friskole Jakobskolen, ligesom han tidligere var formand for bl.a. Indre Missions Ungdom og Kristeligt Pressebureau og i alle årene har været formand for Christianskirkens menighedspleje.
Børne- og ungdomsarbejdet ligger ham meget på sinde, og han var en af de drivende kræfter i Christianskirkens sommerlejre i Oddesund, ligesom han har engageret sig i spejderarbejde.
Han har været folketingskandidat for KristenDemokraterne, som han håber det vil lykkes at få tilbage i folketinget. Ikke mindst fordi en klar, kristen ”stemme” en skønne dag kunne blive ret afgørende politisk.
– Vi så med Manu Sareen, at der er folk, som ikke vil folkekirken det gode. Vi ved, der er kræfter, som ønsker at adskille kirke og stat, og i dag er der ikke politisk flertal for det. Men, vi véd jo godt, at de politiske vinde pludseligt kan skifte. Der er selvfølgelig kristne i andre partier, men de har ikke samme vægt bag, som KristenDemokraterne ville kunne få i den forbindelse, siger Esper Thidemann.
På de indre linjer i Christianskirken har han været stærkt medvirkende til, at gudstjenesterne skulle henvende til mange forskellige, især unge og yngre. Med 27.000 årlige kirkegængere er Christianskirken det mest besøgte sogn i landet. Børn, unge, gamle, familier, singler, der skal være noget for enhver, så bl.a. rytmisk lovsang ved højmesser samt rene rytmiske gudstjenester er blevet prioriteret højt i sognet. Festligt og fornøjeligt skal det være, for nok er kristendommen en alvorlig sag, men den er i dén grad også sang, musik, glæde og fællesskab.

Familien og badminton

Esper Thidemann, 67, er gift med Sinny, som har været ham en uvurderlig støtte gennem årene. De har fem børn og 14 børnebørn. Når de mange gøremål har givet tid og plads, har familien nydt at tage turen til sommerhuset på Djursland, og for Esper Thidemanns vedkommende: Den ugentlige badmintonkamp med vennerne, den tidligere så markante generalsekretær i Indre Mission, Poul Langagergaard, og teol. dr. Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen.

Esper Thidemann holdt sin afskedsgudstjeneste i Christianskirken søndag den 22. maj kl. 10.30 – med efterfølgende reception i Krypten.