3-points kongen peger på Jesus

Curry har 1. Kor. 13:8 tatoveret på hebræisk på undersiden af højre håndled: ”Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op.” Foto: Keith Allison fra Hanover, MD, USA.
Curry har 1. Kor. 13:8 tatoveret på hebræisk på undersiden af højre håndled: ”Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op.”
Foto: Keith Allison fra Hanover, MD, USA.

Måske har du ikke hørt om ham, for basketball er ikke så stor en sport i Danmark. Men Steph Curry er et ekseptionelt basketball-talent, som måske er en af de bedste nogensinde. Men for Curry selv, så er hans stjernestatus slet ikke det afgørende.

– Jeg har ikke set nogen bedre end ham. Den eneste måde man kan stoppe Steph på, er at undgå, at han får fingrene i bolden.

Ordene kommer fra basketball-legenden Scottie Pippin, som ikke kan skjule sin begejstring for Stephen Curry.
28-årige Curry er på toppen af sin karriere i disse år. For to uger siden var han med i et stærkt comeback: Bagud 3-1 i kampen om at nå til finalen vandt hans hold Golden State Warriors den sidste kamp 96-88 og dermed samlet med 4-3.

Curry var, som altid, en afgørende spiller og lavede 15 af sine 36 point i den sidste fjerdedel af kampen. Dermed er Golden State Warriors i NBA finalerne og fører i skrivende stund med 2-1 i sejre mod stjernen LeBron James’ Cleveland Cavaliers.

En ydmyg leder

Curry har været knæskadet, så det er kun 4-5 uger siden, at han kom tilbage. I den første kamp scorede han 17 point i overtiden, hvilket er NBA rekord. Alle var helt oppe at køre over præstationen. Men på pressemødet efter kampen ledte Curry meget typisk uopfordret opmærksomheden hen på en holdkammerat:

– Hey, sikke nogle kampe Klay Thompson har spillet. Gode skud og spil, han jagtede Damian Lillard overalt i forsvaret, sagde han til de overraskede journalister.

For Curry er ikke kun kendt for at være en af de allerbedste spillere i NBA. Måske den bedste 3-points skytte nogensinde. Han er også kendt for at være en god leder og en ydmyg person.

Kristne forældre lagde fundamentet

Currys træner Mark Jackson er supplerende præst i en kirke, og derfor har han altid haft et tæt forhold til Curry, som ofte taler om sin tro på Jesus.

– Han (Curry) er sådan en fyr, som du kigger på og tænker: ”Sådan skal min søn være.” Det er et stort vidnesbyrd om, hvem han er, og hvilken Gud han tjener. Han kommer fra en super baggrund og har fået et stærkt fundament. Jeg har sørget for at sige tak til hans forældre for den måde, de har opdraget ham på, siger Jackson til billygraham.org.

Da Curry var barn, begyndte familien altid hver morgen med en andagt. Den tid har været godt givet ud, hvis man spørger holdkammeraterne, som igen og igen taler om hans inspirerende ydmyghed og store tro:

– Han er en af de mest ydmyge superstjerner, som jeg nogensinde har mødt. En stor del af dette er baseret i hans tro. Han er en fyr, som ikke bare taler om det, men faktisk lever det ud. Jeg tror, at han får en masse respekt i omklædningsrummet på grund af det, siger Harrison Barnes.

En anden holdkammerat, David Lee, fortæller, at Steph Curry har spillet en stor rolle for hans egen tro på Gud:
– Troen er en tydelig livsstil for ham. Jeg har nogle gange observeret ham fra afstand, men jeg har også spurgt ham ind til hans tro. Han har haft en kæmpe indflydelse på mig, siger han.

Er 3 point for nemt?

Steph Curry alias the ”Baby Faced Assassin” satte i 2016, for andet år i træk, en ny rekord for flest trepointscoringer i en sæson – med hele 402.

Imponerende. Faktisk så imponerende, at der har været røster fremme, som begyndte at overveje firepoint-scoringer – fordi det simpelthen tilsyneladende er for nemt for Curry!
Curry vandt i 2015 sit første mesterskab med Golden State Warriors. I samme sæson blev han kåret som MVP (Most Valuable Player). Den samme titel vandt han i denne sæson med det maksimale antal stemmer fra samtlige 130 stemmeberettigede! Det er første gang i NBA’s 61-årige historie, at en spiller vinder MVP-kåringen med det maksimale antal stemmer.

I denne sæson slog Golden State Warriors Michael Jordans legendariske Chicago Bulls rekord for flest sejre i grundspillet, da de vandt 73 ud af 82 kampe.

28-årige Curry er desuden blevet valgt som All Star de seneste tre år i træk. Og nu fører de som sagt NBA-finalerne med 2-1.

Vandringen med Jesus kan blive bedre

Man skulle tro, at sådan en spiller kun levede og åndede for at spille basketball, men sådan er Curry ikke.

Han er gift med Ayesha på femte år, efter at de mødtes i kirken som teenagere. De har to døtre sammen, og familien er faktisk det vigtigste for Curry:

– Jeg elsker at spille basketball og jeg elsker, når det går godt. Men når jeg kommer hjem, så handler det om min familie og at nyde velsignelserne i mit liv, uden at jeg lader basketball definere min personlighed eller min karakter, siger han og understreger troens rolle i sit ægteskab:

– Tiden med min kone er enormt vigtig for, at vi kan fortsætte med at vokse og ikke blive selvtilfredse med, hvor vi er i vores vandring med Kristus. Det er selvfølgelig noget, som vi alle kan blive bedre til.

Peger på noget større

Curry har, fra da han var helt ung, fået en vane med at pege opad med pegefingeren, lige efter han har sendt en bold mod kurven.

Det er for at give Gud æren. Og dén indstilling tager han med sig overalt, for han ser det ikke som en tilfældighed, at han spiller basketball:

– Jeg ved, hvorfor jeg spiller basketball, og det er ikke for at score 30 point på en aften. Det er for at bruge den scene jeg er sat på. Jeg er her med et særligt formål: For at være et vidne og for at dele mit vidnesbyrd, mens jeg lever det, siger han.