Fælleskirkelig katekismus på vej
For første gang nogensinde henvender alle kirkesamfund i Danmark sig til befolkningen med en introduktion til den kristne tro. Den nye katekismus skal udkomme i 2017.
Ideen opstod i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og har siden udviklet sig til et samarbejde mellem kirkesamfundene i form af en arbejdsgruppe om trosoplæring under Danske Kirkers Råd.
Arbejdsgruppen vurderer, at Danmark er præget af religiøs pluralisme, et markant traditionstab og manglende viden om kristendommen. Derfor ønsker man at kaste lys over den kristne tro i overbevisningen om, at den stadig har et væsentligt budskab til danskerne i det 21. århundrede.
Reformationsåret 2017 er en god anledning til at sætte fokus på den kristne tro, som den deles af alle kirkesamfund i Danmark. Målet er at skabe eftertanke, samtale og debat, som kan lede til bevidstgørelse, oplyser arbejdsgruppen ifølge Folkekirkens mellemkirkelige Råd.