Flere hjemløse og misbrugere
De officielle tal viser en bekymrende tendens.
Antallet af mennesker, der er hjemløse, er i stigning i Danmark.
Den seneste opgørelse fra Rådet for Socialt Udsatte viste 6.100 hjemløse i 2015 mod 5.000 i 2009 – en stigning på over 20 procent på seks år.
Bag tallene gemmer sig ofte store sociale problemer, alkohol- og narkomisbrug, psykisk sygdom, fattigdom osv.
Hjemløsetællingerne har f.eks. afdækket, at 4 ud af 10 hjemløse har et alkoholmisbrug. Gruppen af hjemløse omfatter også mennesker, der kun i en kortere periode er hjemløse – f.eks. efter en skilsmisse – men også en meget stor gruppe af socialt udsatte, der har svært ved at passe ind i systemerne. Tallet for danskere samlet set, der er alkoholafhængige, ligger på ca. 140.000 ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed.
Antallet af stofmisbrugere er også stigende. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 33.000 danskere stofmisbrugere, og cirka halvdelen af dem er i en eller anden form for behandling.
I 2014 registrerede Rigspolitiet 263 narko-relaterede dødsfald – mod 210 og 213 i de to foregående år.
Hjemløse og unge hører til den gruppe, der er sværest at nå. De offentlige behandlingstilbud henvender sig ofte til mennesker, der er socialt velfungerende.
Mennesker i den socialt udsatte gruppe, herunder hjemløse, kommer ofte sent i behandling i det offentlige system, og det er disse mennesker, som gadeplansarbejdet i bl.a. Gadecaféen og i Teen Challenge Danmark er rettet mod.