Forsvar for islam bunder i had til kristendommen
I den forgangne uge blev den vestlige verden endnu engang rystet af et terrorangreb. Denne gang i Orlando i Florida, hvor en ung muslimsk mand, Omar Mateen, sandsynligvis med sympati for ISIS, trængte ind på en bøssebar og skød 50 mennesker. Homoseksualitet er ikke accepteret i islam og forbudt at praktisere.
I pressedækningen af den makabre handling og den efterfølgende politiske debat kunne man have forventet, at både højre og venstrefløjen ville fordømme islam som religion for dets brutale syn på homoseksualitet. Men nej, lynhurtigt blev debatten drejet over på de kristne, som mener, at homoseksualitet er en synd. Faktisk har der været flere amerikanske kommentatorer, som har givet udtryk for, at nedskydningen på natklubben i Orlando i bund og grund var kristnes skyld. De argumenterede med, at det er kristne, som først har skabt had til homoseksuelle. Omar Mateen var således egentligt blot et offer for de kristnes had mod homoseksuelle.
Også på dansk tv hørte man samme argumenter. DR2’s Martin Krasnik havde inviteret formanden for Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur og medlem af Enhedslisten forfatteren Tomas Lagermand Lundme til debat. Her mindede han om, at også kristne og jøder var onde mod homoseksuelle. Men ingen fordømmelse af islam.
Denne samme reaktion så man efter massevoldtægterne i Köln nytårsnat. Her var feminister fremme på barrikaderne med forsvar for islamisterne og anklager om fremmedhad i europæisk kultur – og påpegede, at også hvide europæiske mænd begår voldtægt.
Det eneste, som kan forklare venstrefløjens forsvar for islam og fortielse af islamisk terrors forbrydelser, er deres had til kristendommen. Det er komplet irrationelt, at man er villig til at forsvare islamistiske værdier, som går stik imod alt, hvad venstrefløjen har kæmpet for, heriblandt ligestilling og homoseksuelles rettigheder. Den uhellige alliance med islam handler om at nedbryde den kristne kultur.
Venstrefløjens had mod egen kultur, kirke og kristendom, er så indædt, at man er villig til at indgå en pagt med kræfter, der bevirker selvdestruktion.
