Kirker tilbyder par-terapi til brudepar
For at forebygge skilsmisser tilbyder kirker i Aarhus nu et ægteskabskursus til nygifte.
Penge fra en privat fond har gjort det muligt for aarhusianske præster at tilbyde nygifte forebyggende parterapi.
I Danmark ender halvdelen af alle ægteskaber med skilsmisse. Derfor får de nygifte i Aarhus nu et tilbud om 15 timers forebyggende parterapi i bryllupsgave af deres præst.
En del af kirkens opgave
Allerede i maj udtalte sognepræst Carsten Haugaard Nielsen fra Christianskirken til lokalavisen Århus Onsdag:
»Når vi døber folk, laver vi en masse opfølgning, når vi begraver folk, har vi nogle tiltag til de efterladte. Vi bør også følge op på de folk, vi vier. Og så er parforholdet en af vores sociale forpligtelser, en del af diakonien, som det er vigtigt, at kirken også hjælper med, ligesom når vi laver lektiehjælp.«
Nu kommer de første tilbagemeldinger fra ægtepar, som har været på kursus.
– Over hele linjen er der positive tilbagemeldinger om, at parrene har fået gode værktøjer til at imødegå de udfordringer, man ved kommer i et parforhold hen ad vejen, siger sekretariatsleder Flemming Lindeløf Rasmussen fra Folkekirke-Samvirket i Aarhus til Dr. dk.
Forebygger skilsmisse
Kirkerne tilbyder det såkaldte PREP-kursus fra Center for Familieudvikling. Det er hverken politisk eller religiøst, forklarer sekretariatslederen.
Kurset handler om at holde liv i parforholdet. Og det er nødvendigt, selvom de nygifte har lovet hinanden troskab i både medgang og modgang, mener Flemming Lindeløf Rasmussen.
– Vi må konstatere, at det er lettere sagt end gjort. Der er meget høje skilsmissetal, så vi synes, at det er dejligt, hvis kirken kan byde på noget også efter vielsen. At sige: Vi vil gerne hjælpe jer til at holde fast i det forhold, I har indgået, siger han.
Gratis kursus
Med penge fra en privat fond kan de aarhusianske præster tilbyde nygifte forebyggende parterapi. De første 15 har været på kursus i foråret, og flere er allerede skrevet op til et kursus i efteråret. Det vil også være gratis.
– Men efterfølgende skal vi finde midler, hvis det skal kunne fortsætte, siger Flemming Lindeløf Rasmussen til DR.dk.