Kjeld blev rask med Jesus

Kjeld Gudmandsen søgte længe forgæves efter ”det sted, hvor jeg hører til”. Da han endelig fandt Vejen, fik han en ny og bedre tilværelse. Læs hans beretning:

Da jeg under kristen forbøn i 2003 mærkede en stærk varme i mit hjerte, vidste jeg, at nu havde jeg endelig fundet, hvor jeg hører til.

Længe inden havde jeg på en rejse til Frankrig bedt til Gud om, at han ville lede mig ud af alt det forkerte, jeg havde gang i. På det tidspunkt havde jeg travlt med at realisere mig selv på alle mulige forkerte måder.
Jeg søgte – uden at vide det – Gud alle de forkerte steder. I 11 år var jeg dybt og intenst involveret i New Age-bevægelsen. Det startede under min mors kræftsygdom, hvor hun søgte helbredelse ad alternative veje. Det inspirerede mig til at studere nærmest alt inden for området, som jeg helt lukkede døren til, da jeg blev kristen.
I efteråret 2002 var jeg på helbredelsesmøde med prædikanten Hans Berntsen. Her oplevede jeg en lille dreng i kørestol rejse sig op og selv skubbe sin kørestol ud, med ordene: ”Nu siger manden, jeg ikke har brug for den mere.” Det gjorde indtryk.

Nogle måneder senere tog jeg derfor også til alternativ messe med den nigerianske helbredelsesprædikant Charles Ndifon, der havde et møde i Falkoner Salen på Frederiksberg. Her rakte jeg hånden op og sagde ja til Jesus efter at have set to blive helbredt. Jeg sov ikke hele natten, men havde fundet fred!
Senere hørte jeg Dalai Lama sige, at man skal kende sine egne rødder – og opfordre til, at man så vidt muligt beholder sin egen tro. Det bekræftede for mig, at jeg skulle koncentrere mig helt om det kristne. På det tidspunkt havde jeg en kæreste, som sagde til mig, at jeg skulle søge nåden. ”Hvad for noget nåde?” spurgte jeg. Nåde er en gave fra Gud, og snart forstod jeg, at hun havde ret.

Da den kristne prædikant Charles Ndifon senere kom tilbage til Danmark, sad jeg derfor på yderste sæde i Pinsekirken på Drejervej i København. Og da lovsangen begyndte, mærkede jeg en fantastisk varme i mit hjerte. Jeg skyndte mig frem, da han kaldte til forbøn. Igen så jeg folk blive helbredt, og jeg fik besked på ”at gå hjem og lave en plan for mit liv – en vision. For hvad kan Gud gøre for dig, hvis du ikke drømmer om noget?”
På det tidspunkt havde jeg ellers sat alle mine drømme i stå. Nu blev jeg altså opfordret til at bringe mine ønsker for Gud, men det skulle ikke bare handle om ”mig, mig, mig”, lød beskeden.
Jeg havde ellers ingen forventning om, at jeg kunne få det, jeg bad Gud om. Men nu begyndte jeg alligevel at skrive lister med ting, jeg gerne ville opnå. En vision over, hvad jeg gerne ville i mit liv. Med mit liv.

Opfordret til Alpha

Jeg begyndte at komme i kirke. Under et møde var der en, der sagde til mig: ”Hvis du vil ud af det, du kæmper med, så kom til gudstjeneste hver søndag og tag et Alpha-kursus”. Så jeg fulgte et kursus hver onsdag i 12 uger.
Jeg begyndte også at bede den hellige Birgitta af Vadstenas bøn: ”Herre vis mig min vej og gør mig villig til at gå den”.
Mine drømme fra dengang er siden blevet opfyldt – bønnerne er blevet besvaret. Alt det, jeg skrev ned og bad om, er efterhånden sket. For eksempel ville jeg gerne lede mennesker til tro.

Da jeg tog på Alpha-kursus, mødte jeg søde mennesker. Vi fik talt om, hvad tro er. Det passede godt sammen med det, jeg lærte til gudstjenesterne om søndagen. Jeg fik lyst til at lære Bibelen nærmere at kende, og jeg begyndte at forstå, hvor meget i vores samfund der kommer derfra – fx er den jo grundlag for vores retssystem…
En del af Alpha-kurset var en Helligånds-weekend, hvor jeg for første gang hørte om Guds sprog: Tungetale. Da vi bagefter blev bedt for, begyndte jeg selv straks at tale det lidt. Det var mærkeligt at sige noget på et sprog, jeg ikke selv forstod. En af de andre undersøgte bagefter, hvad det betød. Han mente, at jeg havde talt latin.
Selvom deltagerne på kurset var vidt forskellige, så fik vi et fint sammenhold og lærte hinanden rigtig godt at kende. Det er dejligt at finde ud af, at ens egne tanker ikke ligger så fjernt fra de tanker, andre har på indersiden. Nogle af deltagerne ser jeg faktisk stadigvæk. Mit hold ville gerne lære mere, og vi fik overbevist lærerne om at lave et udvidet kursus til os bagefter. Siden har vi holdt kontakten.

Giv det videre

Efter også at have været med i nogle mindre grupper med andre troende fra kirkens menighed i nogle år, blev jeg opfordret til selv at begynde at lede grupper. På et tidspunkt havde jeg to grupper om ugen – både en gruppe for mennesker, der gerne vil bryde uheldige mønstre i deres liv og en lille gruppe af folk fra menigheden, som typisk mødtes privat en gang om ugen for at dele livet med hinanden. Jeg har gennem årene været leder af rigtig mange mandegrupper og prædiker også engang imellem.
Når jeg i dag selv underviser på Alpha- eller mønsterbryder-kurser, lægger jeg stor vægt på, at deltagerne selv diskuterer emnerne i grupper. For når man udtrykker sine egne tanker, så sker der noget.

Da jeg selv var nybegynder som troende, syntes jeg, at det var lidt provokerende, at man bad højt… men samtidig var det også inspirerende. Det føltes, som om jeg blev velsignet. Jeg fik et pift, et løft, hver onsdag til Alpha og i kirken om søndagen.

Rask af Jesus, syg af New Age

Undervejs er jeg gennem kristen forbøn blevet helbredt flere gange. For eksempel for en diskusprolaps engang, hvor jeg nærmest haltede til bønnemøde. Men under forbønnen kildrede det op og ned ad rygraden og snart stod jeg og greb selv tunge folk, der faldt bagover, når de blev bedt for. En anden gang forsvandt en betændelse i tarmen efter bøn.
Jeg var leder i bankverdenen, inden jeg begyndte at opsøge New Age-miljøet. Men jeg blev snart sygemeldt – ude af stand til at kombinere de to miljøer.

I de 11 år i New Age følte jeg, at jeg kom længere og længere væk fra mig selv. Undervejs havde jeg ingen erkendelse af, at jeg faktisk blev syg af det, men blev bare ved at være søgende. Jeg søgte noget, der kunne give mig ”her hører jeg til”-følelsen, for den havde jeg ikke. Den fandt jeg først, da jeg modtog Jesus i mit hjerte. Helt fri af de forkerte åndelige kræfter følte jeg mig først efter også at have været til forbøn på Åndens Klinik. Livet kan selvfølgelig stadig være udfordrende. Nogle gange skal jeg for eksempel lige huske at tage den mere med ro. Dét er en udfordring.
Jeg kæmpede mod mig selv, mens jeg var i New Age-miljøet, men da jeg sagde ja til Jesus, blev jeg rask.

Fakta:
Kjeld Gudmandsen er 54 år. Han uddannede sig til pædagog i år 2000, fordi han ønskede at arbejde med mennesker. Arbejder i dag i et bofællesskab i Taastrup – med unge med fysisk -/psykisk udviklingshæmning.
Han bor i Jyllinge og er med i menigheden i baptistkirken City Kirken i Taastrup. Det er en frikirke, hvor mange forskellige kristne samles.