Lev i Guds nærhed

Tilbage i tiden kæmpede de dygtigste videnskabsfolk i flere hundrede år med at finde vej over havet.

Problemet var imidlertid, at for at beregne længdegraden for ens position, skulle man have et ur, der ikke tabte mere end få sekunder i døgnet. Det store gennembrud kom i 1735, da tømrer John Harrison opfandt dette, og derfra og til i dag er vi bare blevet bedre til at måle tiden.

Men eftersom vi nu kan måle tiden helt præcist ned i småbitte intervaller, giver det os muligheden for at føre nøjere og nøjere regnskab med den tid, vi har til rådighed. I middelalderen blev indbyggerne i Aalborg – hvor jeg oprindeligt kommer fra – mindet om tiden 2 gange i timen af Budolfikirkens klokker. Siden blev det fire gange, da kvarter-ringningen blev indført – og i dag er det stort set ikke muligt at købe en kaffemaskine eller andre elektroniske hjælpemidler, uden der er et indbygget ur. Så vi véd hele tiden, hvad klokken er, og dermed bliver vi også mindet om alt det, som vi ikke nåede! Og på den måde bliver vores liv meget let hektisk og fikseret på en optimal og rigtig udnyttelse af den disponible tid. Det er ikke så underligt, at stress er en folkesygdom!
Og ikke nok med det, for vores stress og jag gør også, at vi ofte har svært ved overhovedet at være til stede i de ting, vi nu trods alt når at lave, for vi tænker på det, der skal ske bagefter. Vi tror, at vi hele tiden skal noget mere. Nå noget mere. Og så når vi ikke at mærke nærværet i øjeblikket. Hverken nærværet hos os selv, nærværet med andre – eller Guds nærvær.

Ja, vi kan ligefrem have det sådan, at hvis vi overhovedet har tid til at gå i kirke, får vi måske dårlig samvittighed når præsten prædiker om ”At være i Guds nærvær” for hvem har tid til det? Mange af os synes mere, vi erfarer Guds fravær i en hektisk hverdag end hans nærvær – men mon ikke det er sådan, at det i virkeligheden er os selv, der er fraværende? Eller i hvert fald ikke-nærværende.

Gud er allerede til stede

Jeg undrer mig ofte, når jeg i kirker hører, at vi skal byde Gud velkommen til en gudstjeneste. Som jeg har forstået det, var han der før os – ja, lige fra evighedernes morgen har han været der. Gud ER til stede allerede. Overalt og til hver en tid. Det handler mere om, at vi hjælper hinanden til at blive budt velkommen, til at blive nærværende. Ja, dybest set til at bare at være det, som han har skabt os til: At være sammen med ham og med hinanden.

Lad jer forvandle …

At give sit liv til Gud, er et ønske om at leve i Guds vilje og i hans nærhed. Og det er lig med livskvalitet – uanset hvad livet ellers byder på af udfordringer. Din skaber ved godt, hvad der er bedst for dig. At være lydig mod hans kald til at leve nær ham, er det bedste, du kan gøre.

Et af skriftsteder, som jeg oftest vender tilbage til, er Romerbrevet 12:1-2, og det siger noget om at blive nærværende og lade Gud komme til:
Rom 12:1: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.”
Rom 12:2: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”

Hvis vi kommer til Gud med alt, hvad vi er og gør – og giver det til ham, så sker der noget i vores indre menneske. Vi kan ikke forvandle os selv, men vi kan lade Gud komme til og gøre sit værk i os. Så bliver der gudstjeneste hele tiden – ikke bare lige en time eller to søndag formiddag.

Derfor: Hvis du lever tæt på Gud – så er dine tanker tæt på Guds tanker. Det, der fylder dig, er det samme som det, der er vigtigt for Gud. Dit hjerte kommer til at banke i takt med Guds hjerte. Så slap af og lad dig ikke præge af verdens idéer, hvor det gælder om at opnå en hel masse, og ikke forspilde sine chancer!

Gud kalder os hele tiden ind i sit nærvær. Som han har kaldet på mig, kalder Gud også på dig! Han kaldte på dig i går, han kaldte i morges, han kalder nu – og i morgen vil han kalde igen. Dit første og største kald findes i Bibelen – 1. Kor 1:9: ”Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.”

Ugens prædiken er fra netkirken.dk

Søndagens tekst: Lukas 15:11-32

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11Jesus fortsatte med følgende historie: »Der var en mand, som havde to sønner. 12En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
13Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. 17Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
22Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – 23og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
28Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
31‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’«