SommerOase flytter til Horsens

Bygholm Landbrugsskole og Kursuscenter rummer værelsesfaciliteter og lokaler til seminarer og møder til SommerOase.
Bygholm Landbrugsskole og Kursuscenter rummer værelsesfaciliteter og lokaler til seminarer og møder til SommerOase.

Den nye placering for Dansk Oases sommercamp bliver Bygholm ved Horsens.

Fra næste år foregår SommerOase på arealer ved Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.

– Vi har igennem de seneste år været udfordret på SommerOase-pladsen ved Rudehøj Efterskole i Odder. En stor del af det areal, SommerOase foregår på, er erhvervsjord, som Odder Kommune har til salg, og de seneste år er store dele af arealet blevet solgt til virksomheder, som nu er ved at etablere sig på pladsen, skriver Dansk Oase i en pressemeddelelse.

Det betyder, at pladsen til camping bliver mindre, og SommerOase i år må inddrage et areal fra langtidsparkeringen for at få plads til deltagerne.

30 kilometer mod sydvest

Der har gennem et par år været overvejelser om, hvordan pladsudfordringerne skal løses.
Det sker så fra næste sommer, hvor teltpælene bliver flyttet 30 kilometer mod sydvest.

– Vi har undersøgt flere steder og har nu fundet en åbning og god mulighed hos Bygholm Landbrugsskole og kursuscenter. Her er der gode faciliteter og udvidelsesmuligheder, og derfor har vi indgået en aftale om, at vi holder SommerOase der fra 2017, siger generalsekretær i Dansk Oase, Karsten Bach.

Bygholm Landbrugsskole og Kursuscenter ligger mellem Hatting og Horsens.
– Det har mange værelser og gode faciliteter indendørs med mange gode lokaler til seminarer og møder. Desuden er der store markarealer omkring, som betyder, at vi har gode udvidelsesmuligheder. Derfor ser vi frem til at arbejde videre med dette nye sted, siger generalsekretæren.

Det betyder, at 2016 bliver sidste år, hvor SommerOase foregår i Odder.
– Vi vil stadig have en stor tilknytning til Odder, Rudehøj Efterskole og vores venner i Odder Frimenighed. Dansk Oases kontor vil også fortsat være placeret på efterskolen. Det bliver en ny situation, men vi tror på, at Gud har vist os vej herhen og vil velsigne vores SommerOase også fremover, siger Karsten Bach.


Artiklen fortsætter efter annoncen: