Svends forsvar for mission

Missionærer gør utrolig meget godt i samfund, hvor folk er syge og kvinderne undertrykkes, siger Svend Løbner efter kritik af kristen mission.

En religionshistoriker har rettet voldsomme beskyldninger mod kristen mission baseret på den fiktive film ’Slangens favntag’. Men i virkelighedens verden kan stammefolk spørge missionærerne, hvorfor de ikke kom med evangeliet meget tidligere.

Svend Løbner, som selv er missionærbarn, genkender ikke den kritik, som religionshistoriker og analytiker Mikael Rothstein har rettet mod kristen mission. Kritikken kommer på baggrund af en film, som foregår i Colombia for 100 år siden.

I analysen af ”Slangens favntag” hævder Rothstein, at missionærerne samarbejder med ”grådige entrepenører, som ødelægger regnskoven”, overtager indianernes liv og ødelægger deres verden og deres samfund.

Menneskerettigheder

Religionshistorikerens analyse har fået svar på tiltale fra Svend Løbner på DR.dk. TRO.
– Jeg genkender ikke den virkelighed, som Mikael Rothstein beskriver. Frem for at have en ødelæggende effekt har jeg i højere grad oplevet, at missionærer har tilført de her samfund en masse godt så som uddannelse, sundhed og menneskerettigheder, siger Svend Løbner.

Hvorfor kom I ikke før?

Fra Svend Løbner var 5 år, til han blev 18, boede han med sine forældre i landsbyen Sanjaranda i Tanzania. I 2014 rejste han tilbage og foretog en undersøgelse, hvor han spurgte i alt 50 personer om deres oplevelse af missionærernes arbejde.

Det eneste negative svar var spørgsmålet, hvorfor missionærerne dog ikke var kommet med evangeliet noget før. For tilværelsen i de lokale stammer var hverken så romantisk eller så fantastisk, som mange måske tror.

– I flere af stammerne var kvinder rangeret på niveau med dyrene og blev også behandlet derefter. Så gik missionærerne ind og forklarede, hvordan de her mænd skulle behandle kvinder. Og hvis der var syge, hjalp vi for eksempel med medicin og behandling, fortæller han.

Støvede universitetsteorier

Som religionshistoriker har Mikael Rothstein studeret jæger-samler samfund i Borneos regnskove. Han mener, at 50 års kristent missionsarbejde systematisk har nedbrudt de indfødtes religion, og at kristendommen er et fremmedelement.

– I dag er skovfolket tvunget ind i landsbyer, hvor kirkerne er de fineste bygninger, og hvor der hver søndag belæres om, hvordan de vil ende i den evige ild, hvis ikke de er gode kristne. De er rædselsslagne, forvirrede og ulykkelige, fortæller han.
Svend Løbner genkender slet ikke denne beskrivelse.

– Jeg synes, at Mikael Rothsteins udlægninger i alt for høj grad bærer præg af støvede universitetskontorer, hvor man ønsker at fastholde de her folkeslag i en boble eller en form for levende laboratorium, så man kan studere dem, siger han.

Ikke et fremmedelemet

Løbner påpeger, at kristendommen ikke er det fremmedelement, som Rothstein beskriver.
– Afrikanerne fortæller selv, at evangeliet vandt genklang. I deres religion var der også en gud, der havde skabt verden. De kunne også fortælle om en profet eller messias i deres myter. På den måde var der flere berøringspunkter mellem de to religioner, der betød, at kristendommen i sin essens ikke lå så langt fra deres verdensbillede, fortæller han.

Hjælp til udsatte

Svend Løbner mener, at kristendommen for mange blev et svar på deres søgen og en rettesnor for folk, som havde mistet fodfæstet. Især alkoholikere har benyttet kristendommen og fællesskabet til at komme på benene igen.

Missionsarbejdet giver de indfødte muligheden for at deltage i den globalisering og udvikling, som man oplever i resten af verden. Udviklingen sker altså med eller uden missionærernes indsats, og kristendommen er hverken livsudslettenede eller kultur-undertrykkende, understreger Svend Løbner.