Da kannibalerne fik et ord for at tilgive – og lærte hvad det betyder

Sigmund og hans familie boede på Papua Ny Guinea i 19 år for at lære af et stammefolk – og for at give dem Bibelen på deres eget sprog.

På umanakainu-sproget var der ikke noget ord for at ’tilgive’. Det var ’øje for øje og tand for tand’. Mænd slog deres koner, og man tog hævn, hvis man led uret. Alternativet var selvmord eller at forlade stammen.

Sigmund Evensen fortæller, hvordan det hele blev anderledes:
– En aften kom en af mine oversættere, Aidani, og gav mig den rystende besked, at han ville forlade os og ikke vende tilbage. Jeg blev helt fortvivlet, for han var min ven og den bedste af oversætterne. Men én havde fornærmet ham, så der var ikke andet at gøre, sagde han.

Ingen kan gøre det

– Midt i min fortvivlelse begyndte mit hjerte pludselig at banke hurtigere. Jeg havde fået en indskydelse. For Aidani havde brugt ordet denimena, som betegner en selvbestemt handling uden betingelser. Måske kunne vi alligevel finde et ord for at tilgive.
Jeg spurgte ham: ”Kan man sige denimena sammen med ordet for at ’viske noget ud af tankerne’?” Jeg vidste, at det ville være en helt ny sammensætning af to ord i sproget.
– Kan man sige det? gentog jeg.
– Jo, du kan sige ”Denimena notagogapani”, (Jeg vælger at tilgive dig betingelsesløst), men ingen kan gøre det i virkeligheden, svarede Aidani.
– Nej, vi mennesker kan ikke klare det selv. Men vi kan bede til vores Far Gud, så vil han hjælpe os, svarede jeg.

– Jeg sov ikke meget den nat, for jeg frygtede, hvad der kunne ske. Men tidligt næste morgen var Aidani der stadig. Han blev den første, der tilgav i det samfund. Senere blev han en af stammens første kristne! fortæller Sigmund.

Åndeligt mørke

I mange år var Sigmund og hustruen Ingjerd tavse om deres tro og værdier, mens de iagttog vennerne i stammen både i glæde og sorg – og under konflikter.
– Der var et åndeligt mørke. Der var troldmænd og frygt for onde ånder. Vi oplevede, hvordan kvinder blev mishandlet. En nat lød der høje skrig. Et barn var død ved en ulykke, og barnets far havde angrebet sin kone for at straffe hende. Hun blev fundet på klippen, lige før hun sprang i døden.
– Jeg greb ikke ind. Jeg har aldrig prædiket for dem. Vi skulle lære af dem. Vi var som små nyfødte babyer, der skulle lære sprog og dagligliv af dem.
Men en dag skulle Guds ord, som de selv havde oversat, forvandle dem indefra, siger Sigmund. Og det kom til at ske.

Forvandling

Seks år senere løb Aidanis hustru skrækslagen ned ad stien med sin bevidstløse to-årige søn i armene. Aidani løb efter hende og indhentede hende.Men han slog hende ikke. I stedet sagde han:
– Nu må vi be’ til vor Far Gud.
De knælede dér på stien og lagde hænderne på den lille dreng. Senere kom de tilbage til landsbyen og fortalte os:
”Da vi havde bedt, slog han øjnene op. Først græd han lidt, og så kom smilet!”
– Hvilken forandring i det samfund! siger Sigmund. Han fortæller, hvordan Gud lagde tingene til rette for evangeliet, allerede mens bibeloversættelsen foregik:
En ung mand fra stammen var blevet kristen under studier i storbyen. Det var i sig selv utroligt, at en ung mand fra denne fattige og tilbagestående stamme kom på universitetet. Og det var endnu mere utroligt, at han ikke benyttede chancen for at bosætte sig i byen og få et fedt job. Men nu ville han vende tilbage trods al woodoo og sort magi, for han havde hørt Guds kald til at gøre det.
Det var i julen 1986. Studenten fortalte sin stamme om Jesus – og 52 blev kristne! Og herefter gik det meget lettere med oversættelsesarbejdet, fortæller Sigmund.

En, to og rigtig mange

Mange begreber fra Bibelen – og fra verden udenfor stammen – var totalt ukendte for umanakainaerne. De boede i et meget svært tilgængeligt højland med stejle bjergskråninger.
Nogle af de ældste mænd i byen havde tidligere mødt ”hvidrumper”, dvs. hvide mennesker. De var nemlig blevet tvunget med i krigen af de allierede og havde hjulpet soldater fra USA og Australien. De fortalte om ”store fugle”, som kom flyvende med færdiglavet mad til soldaterne.
I umanakainafolket var der nogle forestillinger om, at hvidrumperne i virkeligheden var ånder af afdøde. En lokal profet havde i en drøm set en hvidrumpe med meget hår på brystet, som kom for at bosætte sig i landsbyen. Det var specielt, for umanakainaerne har ikke selv hår på kroppen.
Denne hvidrumpe skulle så være forløberen for Iyesu, som ville vende tilbage fra dødsriget med al den materielle rigdom, man kunne forestille sig. Til den tid ville ingen behøve at dyrke jorden, og færdigtilberedt mad ville helt af sig selv dukke op i store mængder.
Da Sigmund ankom til landsbyen første gang efter en halsbrækkende klatretur over bjerge og floder, tog folket derfor godt imod ham. De ville sikre sig, at han ikke tog væk igen. Til deres overraskelse fortalte han dem, at han ville komme med hele sin familie og bo hos dem for at lære deres sprog.
I april 1980 ankom Sigmund så sammen med Ingjerd, Heidi (6) og Per Einar (4) for at bosætte sig i landsbyen.
– Vi boede blandt folket højt oppe i bjergene. Vi havde ikke noget fælles sprog. Ingen af dem kunne læse og skrive. Og der var ingen kristne. I begyndelsen hørte vi bare lyde uden at fatte noget. Men folk adopterede os som en del af deres egen familie, og de hjalp os med at bygge et hus på pæle, fortæller Sigmund.

Folkets forestilling om Iyesu, der skulle komme med gaver fra dødsriget, stammede fra misforståelser af evangeliet. For der fandtes en kristen kirke nogle dagsrejser væk. Men de talte et helt andet sprog, og misforståelserne florerede.
– Det var nødvendigt at gå meget langsomt frem for ikke at forvirre folk endnu mere, siger Sigmund. Han fortæller, hvor vanskeligt det var at oversætte ord for større vandmængder. For folk kendte hverken til søer eller sejlads. De havde heller ingen tal. Hvis en umanakaina skulle tælle, var det ”En, to og rigtig mange”.

Ikke bare solskin

Det var en stor omvæltning for hele familien i Norge, da Sigmund og Ingjerd i sin tid fik kald til at blive missionærer. Han var uddannet maskiningeniør og kunne slet ikke forestille sig, at han kunne lære andre sprog. Det var svært at fortælle familien, at han ikke kunne føre familiefirmaet videre. De ansatte mistede deres arbejde, da firmaet lukkede.
Mens de boede hos umanakainaerne, fik Sigmund hjernemalaria og kunne ikke holde medicinen i sig. Familien måtte kæmpe for ikke at blive udsat for troldmændenes ritualer. Men Ingjerd fik via radioen kristne venner til at bede for Sigmund, og han blev rask. Det var umanakainafolket vidne til, før de endnu var blevet kristne.
Familien Evensen oplevede den glæde, at familien blev forøget med endnu to børn, mens de boede på bjeget. Men de mistede også en søn, der døde få dage efter fødslen.
Det gjorde stærkt indtryk på folket. De hvide var altså ikke usårlige ånder, der var vendt tilbage fra dødsriget. Og Sigmund og Ingjerd fik en ny titel og status i samfundet som mapeyara – forældre, der har mistet et barn ved død.

Menneskekød er bittert

– De spiste menneskekød, men det smagte bittert. De dræbte folk og tog kroppene med sig. Tarmene trak de ud og brugte som tov til at lave net, fortæller en af de gamle i umanakainastammen. Hans beretning er kommet med i dokumentaren ”Rejsen til Papua New Guinea”, som fortæller om arbejdet med at oversætte Ny Testamente til umanakaina. Familien Evensen var med til at fejre udgivelsen af bøgerne i september 1999, og Sigmund selv dansede sammen med stammens mænd i optoget foran de 52 bogkasser.
”Du er en af os og du taler vores sprog. Men du ser skrækkelig ud”, havde folk sagt til Sigmund, da han ankom.
– Og sådan gik det til, at jeg dansede med kun iført et lændeklæde og med barkstrimler på brystet. På hovedet havde jeg fjer af paradisfuglen og mellem tænderne holdt jeg en stor kina-skal, mens jeg efter bedste evne prøvede at holde rytmen, så fjerene på mit hoved svingede i takt med de andre danseres, fortæller Sigmund med et stort smil.
Familien gik meget langt for at gøre sig til et med umanakainaerne. For Jesus selv ydmygede sig, blev menneske og gav sit liv for at frelse os. Det forstod kannibalstammen, da de lærte om Guds tilgivelse gennem den norske familie og den bibel, de fik oversat.

Sigmund Evensen var hovedtaler på Wycliffe Danmarks årsmøde i juni. Familien bor nu i Norge.