OL-stjerner med Gud på 1. pladsen

De olympiske Lege begynder i Rio de Janeiro på fredag, og for nogle af sportsstjernerne er det ikke kun idrætten og guldmedaljer, de brænder for. De brænder også for Gud.

Tag bare de amerikanske OL-deltagere: Blandt dem er der flere af de største stjerner, flerdobbelte guldvindere, der ikke går og putter med deres kristne tro.
De siger det højt: Gud indtager førstepladsen! Æren er Guds!

Her er nogle af navnene:
Missy Franklin, en ung amerikansk svømmer, der ved sidste OL i London snuppede ikke færre end fire guldmedaljer – kun 17 år gammel – og også er blandt guldfavoritterne i Rio.

Allyson Felix, en atletikløber, som vandt tre guldmedaljer i London (i 200 meter sprint og i 4×100 og 4×400 meter stafetløb) – og som også er guldfavorit i Rio.

Gabby Douglas, gymnast, der vandt to guldmedaljer i London og er med igen i Rio. Hun har endda skrevet en hel bog om sin tro, selvbiografien ”Grace, Gold and Glory” fra 2012.

Fælles for dem er, at de siden OL i London ved flere lejligheder har givet åbenhjertige interviews om deres brændende tro på Gud.

Svømmeren Missy Franklin, der fandt troen som teenager, har bl.a. sagt i et interview: ”Gud er der altid for mig. Jeg taler med Ham før, under og efter træning eller konkurrence.”

Sprinteren Allyson Felix i et andet interview: “Min tro inspirerer mig så meget. Den er selve grunden til, at jeg løber. Jeg føler, at løb er en gave fra Gud, og at det er mit ansvar at bruge gaven til at ære Ham.”

Og gymnasten Gabby Douglas: “Jeg tror på Gud. Han er hemmeligheden bag min succes. Han giver mennesker talent”.

Skytten Vincent Hancock, der i Rio skal forsvare sine to guldmedaljer fra legene i London og Beijing 2008, har også talt åbent om sin tro og givet Gud æren. Andre også. Bl.a. løberen Sanya

Richards-Ross, som vandt to OL-guldmedaljer i London, men som nu er stoppet af en skade, har også fortalt om Guds og troens betydning for sin karriere.
”Guds kærlighed er mere værd end guld”, lød overskriften i et interview med hende.

Meget amerikansk, vil nogle måske indvende, og det er rigtig nok, at det i en tid, hvor Gud mere og mere forsøges fortrængt fra det offentlige rum, kan virke ret overvældende, når amerikanske sportsstjerner, skuespillere, musikere osv. stiller sig op og som den naturligste ting i verden proklamerer deres tro på Gud.

Ret udansk, javist – men også ret så befriende. Og godt.