Tanker om kirkens strategi for at påvirke samfundet

Spiritualitet og samfundsengagement

En kirkelig strategi for samfundsengagement vil mange steder løbe en åben dør ind. Det interessante er, at vor tids mennesker helt klart forventer, at virksomheder, organisationer og altså også kirker, ikke blot eksisterer for sin egen skyld, men i en højere idéel sags tjeneste og udviser social ansvarlighed og samfundsengagement.

Spiritualitet og samfundsrelevant samskabelse (co-creation) er to trends, som begge er in. Nogle steder kombineres de. Tænk blot på Theory U: Leading from the Future as it Emerges af C. Otto Scharmer. Indre og ydre virkelighed må hænge sammen.

Kirken skal bare blive tydelig på dette og give sit bud. Men dette bud møder ofte et benspænd internt i kirken selv: at vores teologi og mentale modeller for vores egen ageren hindrer udviklingen af et nutidigt relevant samfundsengagement.

Samfundsengagementets teologiske forudsætninger

Den Augsburgske Bekendelses artikel III om ”Guds Søn” (de lutherske kirkers bekendelsesskrift) bekender Kristi herredømme i al skabningen, ikke blot i kirken: (Guds Søn) ”…opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem …”.

Kristi ophøjelse til Faderens højre hånd betyder, at Jesus fik del i og magt til at udøve Guds egenskaber i skabelsen og historien: almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse. Discipelbefalingen i Matt. 28 forudsætter også, at Jesus virkelig fik givet ”al magt i himmel og på jord”. Dermed hersker og regerer Jesus ikke kun i kirken som hoved for Kristi legeme, i nådegavernes manifestation og i discipelfællesskabets efterlevelse af det nye bud om indbyrdes kærlighed. Jesus hersker også på uigennemskuelig og usynlig vis i skabelsen og i historien, uanset at det onde også sker og at kirken lever under korset, til tider i modgang og forfølgelse.

Guds herredømme eller Guds Rige kommer fra den ophøjede og nærværende Kristus til sin tid og sin måde, uanset om menneskeheden vil det eller ej. Kirken er medinddraget som et redskab for dette riges komme til verden og beder derfor i discipelbønnen ”komme dit rige, ske din vilje på jorden som den sker i himmelen”. Rigets komme og at Guds vilje sker på jorden er samme sag og har de samme to nedslags-felter: både skjult i den historiske skabelsesfære og erfarbart i Åndens krafts- og genløsningssfære i de helliges fællesskab.

Når vi taler om en strategi for samfundsengagement forudsætter det nådegaver til ledelse og til bedømmelse: hvordan koble disse to sfærer konstruktivt og innovativt til gavn for både samfundet og evangeliets fremgang? Denne kobling mellem personlig åndelig frisættelse og innovativt entrepreneurskab med en social profil har kendetegnet de store vækkelser til enhver tid.

Guds Rige: profetisk fremtidsvision med nutidigt engagement

Guds rige er kirkens profetiske fremtidsvision for menneskeligt samfund. Tegnene på dette riges komme og nærvær ser vi allerede og overalt i glimt, skjult for vantroen på grund af synden, men åbenbar for troen. Helliggørelsens kræfter virker i de troende efterfølgere, disciplene; men netop som en befrielse af og fornyelse af deres skabthed til Guds billede og lighed.

Co-creation er ikke blot et moderne kreativt innovationsudtryk, men kirkens gamle ord for menneskets udfoldelse af gudsbilledligheden og som repræsentant for Gud i verden, netop i samskabelsen. Kirkens hellighed og identitet som ny skabelse er dermed også et synligt vidnesbyrd for den gamle ikke-fornyede skabning om Guds herredømmes formål, mening og omfang netop i den skabte virkelighed.

Nyskabelsens værdier og dens ethos har med andre ord universel relevans som offentlig sandhed – men netop som nådegave, der rækkes og tilbydes i evangeliet. Enhver sandhed, der ikke er en offentlig sandhed, kan ikke fastholdes som sandhed, hævdede biskop Newbigin i sin tid. Derfor må forkyndelsen af evangeliet være offentlig og samtidig profetisk i sin kritik af samfundsonder i enhver skikkelse.

Den lyttende og medskabende kirke

Kirken er kaldet til at være profetisk medskaber og medudvikler af alt sandt, godt og skønt i ethvert menneskeligt fællesskab og virksomhed, uanset samarbejdende parters tro og livssyn. For at kunne det, må kirken være lyttende og medskabende tilstede i alle samfundets sektorer. Ikke som institution, men i kraft af de efterfølgere af Jesus, den udruster til det. Kirkens forkyndere må være strategiske i sine teologiske bidrag til det almene gode og sund virksomhed. For kirken er selv indlejret i skabelsen og samfundet og dermed har den fælles lod med dette – i den ydre, sociale virkelighed.

Men ikke i sin indre åndelige virkelighed, der er kirken virkelig et frit samfund. Men denne indre kristne frihed i troen og i ånden er i sig selv forudsætningen for at kunne skabe ydre social frihed, f.eks. i forsoningsprocesser, ikke-diskrimination, afskaffelse af undertrykkende strukturer, innovation mv.

Helliggørelsens kræfter skal netop strategisk omsættes i handling i den ydre, sociale virkelighed som udtryk for, at kirken er et redskab for Kristi herredømme og det evangeliske ethos, og ikke blot være til individuel frisættelse.

Udvikling af en strategisk relevant samtidsteologi

Folkemødet på Bornholm er netop afholdt for sjette gang i juni måned og er det perfekte sted at være lyttende tilstede. Magteliten i Danmark, interesseorganisationer, erhvervstopledere, politikere, NGO-ledere, offentlige direktører, forfattere, mediekendisser – de var der alle og var tilgængelige.

Jeg deltog selv mest som tilhører/spørgsmålsstiller og i et enkelt tilfælde som moderator på følgende udvalgte områder:
1. digitaliseringen eller den fjerde industrielle revolution
2. deleøkonomiens betydning for det arkitektoniske design af byer og naboskab
3. EU´s politiske og folkelige krise
4. protreptisk samtale (filosofisk coaching) med tre ledere i sundhedsvæsen og kulturliv
5. migration, terror, imamlov og ytringsfrihed (moderator). Mange andre områder kunne have været interessante at følge og også være relevante kirkeligt set. Men pointen er: forudsætningen for at kunne handle strategisk er at forstå sin omverden, identificere sine interessefelter og nådegaver for samfundsengagement og evnen til at indgå i dialog og samarbejde med de aktører, som allerede virker der.

I samspil med en seriøs omverdensforståelse må en ny relevant samtidsteologi vokse frem som forudsætning for udarbejdelse af en egentlig strategi, såvel personligt som organisatorisk-kirkeligt.

Teologen Miroslav Volf fra Yale Divinity School har i sit forfatterskab ydet væsentlige bidrag til arbejdets teologi (Work in the Spirit), efterfølgelse af Kristus som bidrag til det fælles gode i samfundet (A Public Faith), deltagelse i demokratiske processer (Public Faith in Action), inklusion og forsoning (Exclusion & Embrace) og respons på islam (Allah: A Christian Response). Sammenstiller vi nu de førnævnte emner på Folkemødet med de teologiske arbejder fra Miroslav Volfs side, kan vi iagttage en dyb sammenhæng mellem en aktuel samtidsteologi, der netop bliver til som respons på samfunds- og kulturudviklingen og de konkrete udfordringer til kirkens og den kristnes rolle og identitet i verden.

Mange andre teologers bidrag afhængig af teologisk grundpræference kunne fremhæves. Pointen er kun denne ene: en teologi uden referencer til samfundsudviklingen sådan som den er ved at blive til lige nu – og i selve denne tilblivelse må vi antage, at Guds forsyn og vilje er skjult på færde uden at være dens eneste subjekt – en sådan teologi kan ikke udruste kristne til deltagelse i Kristi herredømme i skabelsen og bidrage til det fælles gode i samfundet. De kristne, som er kaldet til tjeneste primært på arbejdsmarkedet og i den indflydelsessfære de i øvrigt har, vil således let kunne blive fremmedgjorte i en kirkelig ghettos parallelsamfund. Troen og efterfølgelsen af

Kristus må finde sted både i de helliges samfund og i det omkringliggende samfund. Gud kalder mennesker i begge sfærer til en tjeneste i Ånden båret af Guds nådegaver. Teologien bag præstens prædiken om søndagen må udvides til også at være strategisk relevant for mennesker med kald og nådegave til samfundsengagement. Den missionale sideeffekt heraf ville kunne være, at kirken af sekulare eller søgende mennesker opleves som attraktiv ved sin evne til at koble spiritualitet med arbejds- og samfundsliv. Så det indre og det ydre liv sammenholdes. Teologiens opgave i dette perspektiv, er at lede ud fra den fremtid, som er ved at emergere: Guds Rige.