Aarhus-kirke holder kirke- og kulturfestival
Møllevangskirken i Aarhus står i spidsen for en kirke- og kulturfestival i dagene 25. september til 1. oktober – med overskriften ”Livsfortællinger”.
Det bliver med deltagelse af flere kendte navne, bl.a. journalisten Anders Agger, forfatteren Erling Jepsen og politikeren Marianne Jelved, og musikalsk visit af Dissing og Las. Teologisk professor Kirsten Nielsen holder foredrag om kvinder i Det gamle Testamente, ligesom teologen Peter Lodberg vil tale om ”Tro”, filosoffen Anne Marie Pahuus om ”Kærlighed” og historikeren Bertel Nygaard om ”Håb”. Desuden vil der være lyrikaften med lokale lyrikere og sang fra Højskolesangbogen på Café Albert, børneteater, jazzgudstjeneste og meget andet.
Møllevangskvarteret er det sted i Aarhus, hvor der bor flest singler, og kirke- og kulturfestivalen er skabt for at styrke fællesskabet i området. Arrangørerne håber at kunne gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed i sidste uge af september.