’Bare nåde’ eller et helt nyt liv…?

Nåde er et meget populært ord i kristne kredse. Og det er ligefrem blevet en dyd at fortælle, hvor uduelig og syndig, man er, og hvor ligegyldigt man tager buddene.

Men læser man for en gangs skyld i Ny Testamente i stedet for i de bøger, der forsøger at tilpasse teologien til nutidens moral, så er nåden kun den ene side af budskabet.
Den anden side er at omvende sig fra det forkerte og følge Jesus i et anderledes liv end det, vi har lyst til.
Både Jesus og apostlene taler klart om at følge Jesus, om at leve retfærdigt, om at korsfæste sit eget liv, ja hellere at rive sin arm af, end at begå noget forkert.

Men i dag springer behagesyge kristne gerne over omvendelsen. Hvis man hellere vil behage mennesker end Gud, kommer man nemt på vildspor. I stedet forkynder man ”bare nåde”. Men det bliver en ligegyldig nåde. For Guds tilgivelse giver jo ingen mening, hvis vi ikke erkender vores behov.

”Det gør ikke noget…”

Jo, jo, vi har da ”allesammen” skyld, og ingen af os er jo ”perfekte”, indrømmer det moderne menneske gerne. Sådan generelt. Men ”det gør ikke noget”. For vi har jo nåden…
Med den indstilling nægter vi i virkeligheden at forholde os til vores egen skyld overfor Gud og andre mennesker.

Vi griber ikke desperat ud efter Guds kostbare, bloddryppende nåde, som Jesus dyrt vandt på korset.
Vi får heller ikke ryddet op, slipper ikke af med skylden og de indre dæmoner og begynder ikke et nyt liv…

Vi accepterer bare en ”det gør ikke noget”-teologi. For Gud elsker dig jo. Og du må da endelig ikke tro, at du skal foretage dig noget som helst. Præster advares oftere imod ”gernings-kristendom” end imod ligegyldighed.

Samvittighed og gode gerninger?

Men hvad er det så, Paulus skriver i fx Fillipperbrevet 1,10-11: ”Jeg beder om, at I på dommens dag må kunne stå med en ren og uplettet samvittighed og med rige resultater af de gode gerninger, som Kristus har udført gennem jer til ære og pris for Gud.”
På dommens dag betyder det altså noget, om vi har en ren samvittighed. Og det gør det også nu. For hvis hjertet er urent, bliver livet og handlingerne derefter.

Paulus taler om resultater af gode gerninger, som han håber, vi har. Mange kristne er godt tilfredse med bare selv at blive frelst og især med selv at blive velsignet. Men Paulus taler om at være med til at frelse og velsigne andre.
Og han har en vigtig tilføjelse til de gode gerninger, nemlig: ”…som Kristus har udført gennem jer.”

Det er nemlig sådan, at Gud har gjort sig afhængig af os, når det gælder jorden og vores tidsalder. Han kan gøre de mest vidunderlige ting, som fx at helbrede en syg eller befri en fra afhængighed, eller gøre noget godt for nogen; men han gør det gennem os.

Investere vores talenter

Derfor er det så vigtigt, at vi stiller os til rådighed for Gud. At vi villigt gør det, vi fornemmer er Hans gode vilje. Og at vi gør det med et rent hjerte, dvs. med rene motiver.
Men det er ikke noget, der sker automatisk. Du har et valg. Du kan vælge at grave dit talent ned eller bruge det.

Det ville være flovt på dommens dag at stå foran Jesus som den uduelige tjener i Mattæus 25 om de betroede talenter. Ham, der havde gravet sit talent ned. Han var slet ikke uduelig, men havde valgt at være det på grund af sin forkerte opfattelse af Gud. Hans uduelighedsteologi.

Lad os bruge alt, hvad vi har. Forsøge det bedste, vi kan. Ikke være så optaget af at realisere og brande os selv, eller bare leve for tom nydelse, men investere os selv med hud og hår.

Så kan Gud nemlig gøre det utrolige gennem os. Så kommer hans kraft i funktion. Så kommer ”himlen ned på jorden”, dvs. så sker Hans vilje her og dér i samfundet. Som en forsmag på det fuldkomne, som først sker i evigheden.