Hvem skal tage dine beslutninger?

Jeg har i perioder brugt Gud som en sekretær, der blot skulle stemple (velsigne) alle mine beslutninger. Beslutninger som jeg i øvrigt havde taget helt uden at søge råd hos ham.

I andre perioder har jeg nægtet at tage beslutninger, før han nærmest havde skrevet det på væggen og bekræftet det af mindst to uafhængige personer, et bibelord og en god følelse i maven.

Samtidig med ovenstående har jeg ofte rystet på hovedet af folk, der gjorde nøjagtigt det samme, enten ventede uhensigtsmæssigt længe, eller blot busede fremad i egen kraft.
For nylig havnede jeg i en spændende diskussion netop om dette, og vi kunne finde bibelske argumenter for begge sider af sagen. Ordet ”FAR” var det, der virkelig satte tankerne igang…

Som forælder:
elsker jeg, når mine børn spørger om råd til livets svære ting.
kan jeg godt lide at lade være at svare på alt, så de lærer at handle selv.
fyldes jeg med glæde, når jeg mærker deres voksende selvstændighed og styrke og handlekraft.
fyldes jeg med taknemmelighed, når de vælger at dele deres tanker og overvejelser med mig.
fyldes jeg med kærlighed, når de søger trøst og opmuntring hos mig, når en beslutning førte til nederlag.
ved jeg, at også deres nederlag er vigtige for deres styrker i deres fremtid.
vil jeg elske dem, uanset hvor mange gange de tager de forkerte beslutninger, for jeg vil altid hjælpe dem til at se fremad, på jagt efter nye muligheder og veje.

Mon ikke vores FAR har det nogenlunde på samme måde med os?