Mogensen: Der er flere slags islam
Mogens Mogensen giver Khader ret i hans fordømmelse af Islamistisk Stats terror, men han mener, at ”langt de fleste muslimer i verden … tolker islams hellige skrifter – inkl. de voldelige tekster, som vitterligt findes i Koranen – anderledes end Islamisk Stat gør – og heldigvis for det.”
– Derfor kan man ikke bare slå op i Koranen og med henvisning til en eller flere tekster sige, at sådan er islam, siger Mogensen.
– Religionsvidenskabeligt set vil der altid være tale om forskellige ”islam’er”, og derfor kan vi i dag støde på både den særdeles ubehagelige og voldelige udgave, som Islamisk Stat repræsenterer, og de langt mere fredelige udgaver af islam, som fx langt de fleste muslimer i Danmark heldigvis abonnerer på.
Hvordan muslimer skal tolke deres hellige skrifter, kan paven ikke forventes at blande sig i – heller ikke selv om en så kendt dansk muslim som Khader beder ham om det.
Hvordan islams hellige skrifter skal fortolkes, og hvilken islam der kommer ud af det, er heller ikke et spørgsmål, som politikere skal blande sig i, heller ikke politikeren Khader.
Det er en debat eller en kamp, som muslimerne selv må tage med hinanden, og så må politikerne – i åndsfrihedens navn – begrænse sig til at sætte de generelle lovmæssige rammer for islams og alle andre religioners udfoldelser, mener Mogensen, der er fhv. kristen missionær i Nigeria og har en ph.d. i islam.