Tre stifter skænker kirkerum til Odense Universitetshospital
Region Syd har modtaget et gavebrev på 6,8 mio. kroner fra Fyens, Haderslev og Ribe Stifter.
Ved en markering i Odense den 12. august overrakte Fyens, Haderslev og Ribe Stifter Region Syddanmark et gavebrev til et kirkerum på Nyt OUH.
Omkring 50 deltagere var mødt op til markeringen på Odense Universitetshospital, hvor biskop i Fyens Stift, Tine Lindhardt, på vegne af de tre stifter overrakte gavebrevet til regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
I sin tale kom Tine Lindhardt ind på, hvorfor det er vigtigt med et kirkerum på et hospital.
– Der er nok ikke mange steder, hvor der bliver bedt så mange bønner, som der gør på et hospital, sagde biskoppen.
Hun tilføjer, at ikke kun de syge, men også deres pårørende og sundhedspersonalet ofte har brug for at tale med en præst om svære ting.
Klar når Nyt OUH åbnes
Deltagerne ved markeringen i Odense så også tegninger af, hvordan kirkerummet på Nyt OUH kommer til at se ud.
Donationen fra de tre stifter er på cirka 6,8 mio. kroner. Pengene skal bruges til et kirkerum og diverse hjælpelokaler på i alt cirka 100 kvadratmeter i det nye universitetshospital.
Kirkerummet skal stå færdigt, når det nye sygehus slår dørene op. Det første spadestik til det nye universitetshospital blev taget i april måned. Nyt OUH bliver Danmarks største helt nye sygehus.
Naturlig del af et sygehus
– Donationen er et positivt tiltag, da det bevarer et kristent gudstjenesterum på OUH. Et sygehus er et sted, hvor folk har brug for det åndelige. Men denne ordning er ikke den ideelle.
Kristne gudstjenesterum – med fastmonterede symboler – bør også i fremtiden være en del af sygehusstrukturen på alle Region Syddanmarks sygehuse.
Kristendommen skal fortsat være til stede i det offentlige rum, understreger regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Niels Erik Søndergård.
Et rum til styrke og trøst
– Et bredt flertal i regionsrådet har valgt at takke ja til gaven fra de tre stifter. Det er en flot gave. Kirkerummet bliver et fint og godt supplement til de muligheder for religiøse aktiviteter, vi allerede har planlagt på vores nye sygehus, sagde regionsrådsformand Stephanie Lose i sin takketale.
Udover kirkesalen skal Nyt OUH have et reflektionsrum, et kapel og et ceremonirum i tilknytning til kapellet. Det samlede areal for disse rum er lidt mere end 150 kvadratmeter.
Ved markeringen fortalte Pia Haakonsen, der er sygeplejerske på Rigshospitalet, om sin erfaring som kræftpatient. Hun begyndte at skælde ud på Gud, selvom hun ikke troede på ham. Her var kirkerummet på sygehuset en hjælp:
– Jeg husker oplevelsen af at komme ind i et rum, hvor jeg på et og samme sted blev omfavnet af stilhed og varme. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men her følte jeg mig tryg, og her kunne jeg for første gang græde og føle mig ked af det over det, der var hændt mig, fortalte Pia Haakonsen.