Udadvendte aftner i Café Morgenstjernen
Café Morgenstjernen, som er indrettet i Udfordringens lokaler i Christiansfeld, har fået kontakt til mange, som ønsker forbøn, og flere er blevet helbredt og har taget imod Jesus.
Det er baggrunden for, at caféen nu sammen med Udfordringen arrangerer en række udadvendte møder i efteråret. Det bliver – ligesom Udfordringen – tværkirkeligt med talere fra forskellige kirkelige retninger – men alle nogen, som brænder for at nå almindelige danskere med de gode nyheder.
Møderne holdes hver fredag i caféen og et baglokale, bortset fra fire stormøder, som holdes i Søstrehusets multisal, hvor der kan være op til 250.
Første møde bliver den 26. august med gadeevangelisterne Michael Bobjerg og Bjarke Pedersen. Den 2. september taler pinsepræst Jørgen Christensen.
Hedelund og Berntsen
Fredag d. 9. september kommer Peter Hedelund og et team fra efterskolen Euroclass i den store sal i Søstrehuset. Og det samme gælder et møde d. 30. september med helbredelsesevangelisten Hans Berntsen. Da Berntsen var på besøg i juni – lige efter en tv-udsendelse på DR om helbredelse – kom 243 til mødet.
Mellem stormøderne samles man hver fredag til café-møder, hvor de øvrige talere/forbedere er Bibi og John Jørgensen, den 3. uge hver måned – og tidl. sognepræst Hans Jacob Krarup.
Fredag d. 7. oktober er der besøg af koret Evangeliets Gyldne Sange fra Nordjylland – det er også i den store sal i Søstrehuset.