Bevilling på 5,5 mill. skal sikre skolegang for børn i Sydsudan

s5_adra-logoADRA Danmark har fået en bevilling på 5,5 millioner kr. fra Danida til at fortsætte arbejdet med at sikre sydsudanesiske børns ret til gå i skole. Dermed vil over 12.000 børn få undervisning i et trygt miljø.

Siden december 2013 har sydsudaneserne været ofre for den væbnede konflikt mellem to stridende fraktioner repræsenteret ved hhv. præsidenten og vicepræsidenten. Nu er konflikten blusset op igen, og over 1,4 mio., heriblandt lærere, er på flugt. Mange skoler er ødelagt, og undervisningen indstillet.

I 2015 gik færre end halvdelen af alle børn og unge i Sydsudan i skole. Man frygter, at en hel generation i landet vil blive tabt på grund af manglende undervisning. Derfor får skolerne nu støtte.

”Med hjælp fra ADRA har vi fået klasseværelser, skoleborde, skolebøger og kladdehæfter, vandtanke. Hvis jeg fokuserer på min uddannelse, så tror jeg på, at der er håb for, at jeg kan få en bedre fremtid”, siger 16-årige Nyabon Tut Dey. Hun er et af de mange børn, der er flygtet fra kampene i Nasir til andre dele af Sydsudan. Men det handler om andet og mere end undervisning:
”Når børnene er i skole, er risikoen for at de ender som børnesoldater eller på gaden med vold og stoffer meget mindre. Derfor er det vigtigt, at vi har opbakning fra både forældre og de lokale myndigheder”, forklarer ADRA Danmarks programkoordinator Bjørn Johansen.