Forbud mod bøn er ’totalitær religionsudelukkelse’
– Hvorfor må studerende ikke åbne en Bibel, tale om den og bede en bøn for deres skole i spisefrikvarteret, spørger Kristeligt Forbund for Studerende.
”Ønsket om ”religionsneutralitet” som grundlæggende argument for at lukke en frokostsamling for kristne studerende er absurd, for skolerne har altid været religionsneutrale.”
Det skriver KFS’ generalsekretær Christian Rasmussen i et åbent brev til rektorerne på Danmarks gymnasiale uddannelser. Reaktionen kommer, efter at Langkaer Gymnasium i Aarhus har forbudt både kristne og muslimer at holde fællesbøn på skolens område.
Generalsekretæren ser til dels debatten som et udtryk for, at mange ikke ved, hvad KFS egentlig laver under de ugentlige møder – som har fundet sted de sidste 60 år. Han fortsætter:
”Det nye er, at de pågældende skoler ikke længere er religionsneutrale. Man kan nemlig kun forholde sig neutralt til religion, hvis man rummer den. Dømmer man den ude, har man pr. definition mistet neutraliteten.”
I strid med DUF-aftaler
Generalsekretæren undrer sig over, at de studerende nu flere steder har fået forbud mod at mødes for at tale om Bibelen og livet i øvrigt, mens de spiser deres madpakker. Dette forbud er nemlig både i modstrid med tidligere praksis og med de aftaler, der er indgået mellem Dansk Ungdoms Fællesråd (som KFS er medlem af) og Gymnasieskolernes Rektorforening.
”Man må gerne tro på Gud, og man må også gerne snakke om Gud med andre, men ikke med Gud sammen med andre. Hvorfor ikke?” spørger Christian Rasmussen.
Han tilføjer, at man de fleste steder i Danmark har tradition for at tillade bøn på skolerne – og slutter sit brev med en opfordring til at holde denne tradition i hævd.