At gå på Guds snørklede veje
Jeg elskede at skrive lange stile, da jeg gik i skole. Det var ikke altid, min lærer var begejstret for at læse (og sætte masser af kommaer) i mine 20 siders stile, men han tog det rimeligt.
Jeg husker mest kritikken fra alt, hvad jeg gennem tiden har lavet på skrift i både skole og videre uddannelser, selvom der også var ros, har karaktererne i mit skriftelige arbejde altid ligget et stykke under mit mundtlige, så da der begyndte at være tanker og drømme om, at jeg skulle skrive bøger, afviste jeg det blankt. Gud måtte kalde mig til at tale til hvem som helst, når som helst, men ikke til at skrive.
Jeg kunne vågne om morgenen med hele manuskripter i mit hoved, men smilede bare af det og glemte det igen. To forskellige præster kom uafhængigt af hinanden og delte deres tanker om, at jeg skulle skrive bøger, og ubevidst begyndte tanken at vokse og slå rødder. Jeg begyndte at læse bøger på en anden måde, jeg læste dem med kritiske øjne og lagde mærke til, hvordan forfatterne beskrev personer, byggede kapitler op mm.
Alt det, mine gamle lærere for længst havde opgivet at få mig til at forstå, blev pludselig lagret i min hjerne.
Igen begyndte jeg at vågne med hele kapitler i mit hoved, men jeg beklagede mig til Gud.
Jeg er mor til tre, jeg arbejder fuldtid, jeg kunne ikke finde tiden til det:
”Så snart jeg har en hel uge fri, så skriver jeg!”, bad jeg.
Dagen efter kunne jeg ikke gå, en klemt nerve havde låst min lænd, og der var kun eet sted i huset, jeg kunne sidde uden smerter… Foran computeren. Der sad jeg en uge og skrev fra tidlig morgen til sen aften, da jeg satte det sidste punktum og hele råhistorien var skrevet, forsvandt alle smerter, og jeg kunne gå på arbejde næste dag.
Der er tre bøger i serien Evnen, de to er blevet til på nøjagtig samme måde, den sidste blev dog lavet i en sommerferie.
Jeg er så forundret over, hvad Gud kan bruge vores svage sider til, og jeg er fuld af forventning til, hvad det næste mon bliver, som jeg skal opleve på Guds snørklede vej.
