Han har altid kendt dig

”Som foster så dine øjne mig…”  (Salmernes Bog, salme 139:16)

Jeg vidste godt om, at min mors dagbog fra 1938 eksisterede, men af uforklarlige grunde – som måske ikke er så uforklarlige endda – havde jeg ikke lyst til at læse den.

Men da jeg en sommermorgen i år dvælede ved ovennævnte ord af David, blev min mors betroelser til sin dagbog nærværende og personlige.
Her fortæller hun, hvad hun senere i livet havde fortalt mig adskillige gange, nemlig at jeg var genstand for hendes bønner, før jeg blev født. Hendes dagbogsoptegnelser blev nedfældet, da jeg selv kun var eet år.
Davids ord læste jeg som min ”historie” hin morgenstund i taknemlighed til ham, hvis kærlige øjne så mig som foster, og hvis ører havde lyttet til min mors bønner.

Ikke en rosenrød historie

Dette kan på papiret lyde så ”rosenrødt”, men det var det slet ikke. Min mor var nemlig syg til legeme og sjæl, manio-depressiv, og den ustabilitet, hendes ægteskab medførte, gav også mig og mine to søstre en ustabil barndom – for at sige det mildt.

Vi blev skilsmissebørn, hvilket var en stor skam og vanære på den tid. Det skortede heller ikke på velmenende voksne venner, som lod mig forstå, hvor uegnet min mor var som mor, ja, en kvinde sagde til mig, at ”hun burde anbringes på et omsorgshjem”.

Da følte jeg mig ofte beslægtet med drengen i H.C. Andersens novelle ”Hun duede ikke” fra 1852. Drengen måtte høre på mange nedsættende ord om sin derangerede, drikfældige mor, som man mener var – som ”model” –  inspireret af H.C. Andersens egen mors fattige og usle liv.
Min mor drak ikke, men at hun ikke duede, var hvad jeg ofte måtte høre, sagt med lidt andre ”indpakkede” ord.

En ting står fast

Men trods min mors skrøbeligheder står een ting fast. Hun bad for mig, da jeg endnu var et ufuldbårent foster, og hun og hendes ufødte barn var, trods alle odds imod os, genstand for Guds store barmhjertighed.

Hun fødte en af Herrens elendige, der dog senere i livet kom til at trække store veksler på et ord, en nær prædikantven i Norge engang gav mig:  ”Herren forbarmer sig over sine elendige!” (Esajas Bog, kap. 49:13, norsk ovs.)
Ja tænk, Herren har nogle, han kalder sine elendige, og som han forbarmer sig over! Og det har han i sandhed gjort!

Det er præcis det, jeg, evangelisk og som Kristus-troende, har fået lov at vidne om og sige højt til dem, der desavouerede min stakkels mor:
Sig hvad I vil, men denne mor bad for mig, mens jeg endnu var foster. Og trods al nedarvet og medfødt elendighed var Guds barmhjertighed til stede over mit liv. Det blev genstand for Herrens langmodighed og overbærenhed ”med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse”. For i hans suveræne nåde blev de gjort til ”barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed”  (Romerbrevet kap. 9:22-23). For nu at sige det med Romerbrevets ord.

Alle kan bede for deres ufødte barn

Med denne fornyede påmindelse om Herrens nåde og barmhjertighed som frisk morgenoplevelse var jeg og min kone hin søndag inviteret til en lille fejring. Min tidligere sekretær fra Sri Lanka og hendes mand ville dele med os, at hun nu er i ”velsignede omstændigheder”, med termin i januar.

Ved denne glædesfest læste jeg for hende og selskabet Davids ord fra Salme 139:16 og fortalte hende, hvilket privilegium det er – sådan som min mor gjorde det – at kunne bede for det ufødte barn.
Hele selskabet lyttede med.

Men jeg havde endnu et ord til hende, og det var fra 1. Timoteus, kap. 2:15. Jeg mente pludselig at have fået ”nyt lys” over dette underlige ord om, at ”hun skal frelses under opfyldelse af sit moderkald.”
Hvad menes der med det? Ingen kvinde bliver jo frelst, blot fordi hun føder et barn! Frelsen er og bliver i Jesus Kristus alene!
Nøglen, der hjalp til forståelsen, var imidlertid et lille digt af den afdøde, norske forfatter André Bjerke (som måske ikke engang var en kristen):

Selv femtrins raketter og kernefysik
bli´r puslingers puslingespil,
når det nyfødte barn med et eneste blik
beviser, at Gud er til!

Jeg udlagde ordet for den vordende mor på denne måde (som ortodokse teologer måske ser anderledes på):  Mødet med det nyfødte barn har en aura af noget guddommeligt. Ja, det er i virkeligheden et kald fra Gud til at vende sig til ham i anger og omvendelse og tage imod vor Herre Jesus Kristus, vor fortabte sjæls eneste Frelser.

Det vil være det allerbedste en nybagt mor kan gøre, og på dén måde ”frelses hun under opfyldelse af sit moderkald”.
En purung, bevæget mor i USA sagde til sin sportstrænede mand, da jeg under et besøg vidnede om omvendelsens ”must”:  ”Ja, det er jo også for vort barns skyld!”
Hun tænkte på, hvor alvorligt det var, at forældrenes liv pegede på Jesus for de små – og ikke spærrede vejen for ham.

Ingen i søndagsselskabet protesterede mod min ”udlægning” af 1. Timoteus, kap. 2:15.
Hvordan forholdet end er til Gud, er jeg overbevist om, at det nyfødte under er et kald til at blive kendt med ham, hvis navn er ”Underfuld”. Han har frelsestanker om hvert eneste, hjælpeløse menneskebarn, som fødes, og som i sin hjælpeløshed uden ord ”med et eneste blik beviser, at Gud er til”.