Jul uden Brorsons salmer er utænkelig
Hans Adolph Brorson er julens salmedigter. Ingen digter har beriget vor kristne jul i Danmark med salmer og sange som ham.
”Hold jer for øje den udgang, deres levned fik og efterfølg deres tro.” (Hebr. 13:7)
Ingen digter har beriget vor kristne jul i Danmark med salmer og sange som Hans Adolph Brorson. Da han viste sin tyske, men dansktalende ven, provst Joh. Hermann Schrader i Sønderjylland sit udkast til den højt skattede julesalme ”Den yndigste rose er fundet”, fik han denne opmuntrende kommentar: ”Aldrig har jeg vidst, at det danske sprog kunne være så smukt!”
Men Brorson fik også en rig indgang i Norge, ja, nordmændene tog ham måske endnu mere til deres hjerter end hans egne landsmænd. Brorson kom aldrig selv til Norge, men alligevel var det, som om han så for sig de smukke norske fjelde, da han skrev: ”Den store, hvide flok vi se, som tusind bjerge fuld af sne…”, som for ham var et billede på den store, hvidklædte skare, ”to’t (renset) i Lammets blod” og frelst fra verdens trængsel.
Fra en gammel præsteslægt
Brorson blev født d. 20. juni 1694 i Randrup mellem Ribe og Tønder og nedstammede fra en gammel præsteslægt. Hans far, Broder Brorson, omtales som en lærd og hæderlig mand, der oplærte sine børn til gudsfrygt, og som trods beskedne økonomiske kår sørgede for, at de fik en god og grundig skoleuddannelse, trofast støttet af en ligeså gudfrygtig hustru.
Allerede i 23-års alderen var han uddannet teolog, men kastede sig også over fag som filosofi og historie og underviste en tid som huslærer hos en amtsforvalter Clausen i Løgumkloster. På et tidligt tidspunkt var han blevet grebet af en om-sig-gribende vækkelse, der udgik fra Halle i Tyskland, hvis udfarende kraft var den kendte teolog og pietist, August Hermann Francke (1663-1727). Brorson blev dennes fornemste arvtager i Danmark.
Det var som huslærer, at Brorson selv var blevet ”opvakt” til et personligt trosforhold til Jesus Kristus. Sagt med hans egne ord ”smagte jeg og så, hvor kærlig Herren er mod alle dem, der håber på Ham.” Denne inderlighed gennemtrængte hele hans åndelige liv og virksomhed. Og ikke mindst hans salmedigtning.
Fra 1729 blev han, tilskyndet af provst Schrader, ansat som præst i Tønder landsogn. De to blev nære venner og havde et fælles referencepunkt i salmedigtningen, som Schrader selv dyrkede.
Udnævnt af kongen og falske anklager
I 1737 udnævnte kongen ham til stiftsprovst og sognepræst ved domkirken i Ribe, hvor han også fik ansvaret for stiftets pengesager. Han fik snart fjender, som rettede falske anklager mod ham for uduelighed, og de påførte ham iøvrigt gennem årene mange trængsler og genvordigheder.
Selv var Brorson ikke fysisk stærk, men kendte sig dog guddommeligt styrket i sin afmagt og hyppige svaghedsanfald, der blev arnesteder for hans ypperste salmer.
Som det desværre i kirkehistorien ofte har været tilfældet, mødte Brorson modstand ikke blot fra den vantro verden, men også fra gode trosfæller, især den på den tid højt respekterede, norskfødte biskop Peder Hersleb.
Denne blev selv i sin ungdom grebet af den pietistiske vækkelse fra Halle, men senere i livet vendte han sig bittert imod pietismen, uvist af hviken årsag. Han var også modstander af Brorson, som han ellers havde indsat som biskop i Ribe i 1741 på foranledning af kong Christian VI.
Der går en sød historie om, at kongen havde spurgt Brorson, om han var forfatter til ”Op al den ting, som Gud har gjort”, og da han kunne bekræfte dette, tilbød kongen i sin begejstring ham straks Ribe bispestol.
Dette menes idag at være en skrøne. Pågældende salme var skrevet længe forinden, og det må den pietistiske konge have vidst.
Enkemand med tungsind
Da Brorson kom til Ribe, nedkom hans hustru med deres trettende barn. Nedkomsten kostede den kun 36-årige mor livet, hvilket gjorde ham så nedbøjet, at han stærkt overvejede at frasige sig bispestolen. I det hele taget kæmpede Brorson især på sine ældre dage med tungsind.
Men Brorson overvandt sine betænkeligheder, og den 6. august 1741 påbegyndte han sin byrdefulde bispegerning i en faldefærdig, ubeboelig bispegård.
Brorson lånte sig frem til en anden bolig som bispegård, der idag hedder Tårnborg (hed tidligere Blågård), en af Ribes stolteste og mest maleriske stenhuse, og en turistattraktion.
Da Brorson kom til Ribe, nedkom hans hustru med deres trettende barn. Nedkomsten kostede den kun 36-årige mor livet, hvilket gjorde ham så nedbøjet, at han stærkt overvejede at frasige sig bispestolen. I det hele taget kæmpede Brorson især på sine ældre dage med tungsind.
Men Brorson overvandt sine betænkeligheder, og den 6. august 1741 påbegyndte han sin byrdefulde bispegerning i en faldefærdig, ubeboelig bispegård.
Brorson lånte sig frem til en anden bolig som bispegård, der idag hedder Tårnborg (hed tidligere Blågård), en af Ribes stolteste og mest maleriske stenhuse, og en turistattraktion.
Da Brorson kom til Ribe, nedkom hans hustru med deres trettende barn. Nedkomsten kostede den kun 36-årige mor livet, hvilket gjorde ham så nedbøjet, at han stærkt overvejede at frasige sig bispestolen. I det hele taget kæmpede Brorson især på sine ældre dage med tungsind.
Men Brorson overvandt sine betænkeligheder, og den 6. august 1741 påbegyndte han sin byrdefulde bispegerning i en faldefærdig, ubeboelig bispegård.
Brorson lånte sig frem til en anden bolig som bispegård, der idag hedder Tårnborg (hed tidligere Blågård), en af Ribes stolteste og mest maleriske stenhuse, og en turistattraktion.
Gift igen
Brorson giftede sig nu som 53-årig for 2. gang, med en datter af provst Riese i Agerskov, som blev mor til to sønner og en datter. Denne hustru, Johanne Kristine, blev ham en god støtte under hans tiltagende legems- og sjælelidelser. Selv døde hun i en høj alder, 85 gammel, i 1795.
Brorson blev ved at skrante, og den 3. juni 1764, tidligt om morgenen, gik han hjem og ind til sin Herres glæde, næsten 70 år gammel. Der er senere rejst en mindestatue af ham ved Ribe Domkirke.
Et troværdigt vidnesbyrd
Ingen véd, hvordan Brorson så ud. De billeder, vi har af ham, er kunstneres frie gætterier, men det gør hverken fra eller til, sålænge vi har et troværdigt vidnesbyrd om manden selv og hans indre, personlige trosliv, som afspejles i mange af hans salmer. Brorsons datter, Katrine, har i et efterladt brev fra 1836 udtalt følgende om sin far:
”Skønt jeg kun var 11 år, da min far døde, kan jeg dog godt huske ham, og fra min fromme mor og hans samtidige véd jeg meget om ham. Han forenede det alvorlige med det blide, hvorved han vandt almindelig yndest hos ældre og yngre. Ungdommen ville gerne med stor lyst lade sig overhøre af ham. I det selskabelige liv yndede han musik og sang, hvori han selv deltog i familie- og vennekredse. Hans temperament var muntert, men på sine ældre dage led han meget af legemets og sindets skrøbeligheder. Min ømme og kærlige mor var ham uundværlig med trofast omhu og pleje. Selv blev han ved at virke til sit 70. år, da han døde efter nogle få dages sygeleje.”
Mange flere vidnesbyrd om denne hædersmand kunne nævnes. Som en personlig afsluttende bemærkning vil jeg blot nævne, at min gudfrygtige morfar, Uno Rieper-Holm, levede og åndede i Brorsons salmer. En af hans ”slagsange” var ”Skal fri og frelst til sidst, vi Himlens bryllup gæste…” (Dansk Salmebog 649), og på sit dødsleje få øjeblikke før han gik ind i evigheden, citerede han Brorsons ord fra salmen ”Hvem vil mig anklage…”, der lyder sådan: ”Hvem vil mig fordømme, Jesu blodestrømme sænker jeg mig i…”.
Brorson er også gået i blodet på mig, og sammen med Davids salmer er han nok den, der har inspireret min egen salmedigtning mest. Jul uden Brorson er utænkelig.
