Venstre sidebanner eksempel

12.874 sagde ja til Jesus

”Hvor er Gud fantastisk stor!” tænker jeg, mens jeg hjælper en lille 7-årig pige og hendes mor op ad trapperne til platformen.

En tolk fortæller, at hun var blind, men kan se nu, og jeg kan se, at pigen fanger mit blik efter at have kigget lidt rundt.

De går op på platformen, sammen med mange andre for at bevidne det mirakel, Gud lige har gjort i deres liv. Moren fortæller Per Hyldgaard, at hendes nu 7-årige datter blev blind ved 2-års alderen, og at hun derfor har været blind i 5 år. Da Per havde bedt for de syge, opdagede moren, at hendes datter kunne se, fordi hun samlede noget op fra jorden.

Årets sidste kampagne

Teamet med en bog specielt for kristne ledere, som alle præster fik. Den hedder oversat ”Hyrdens Gave” og handler om, hvordan man skal lede og leve som præst. Den er udgivet af organisationen World Map.

Det er første aften ud af 4, hvor Gospel Outreach (GO) har årets sidste kampagne. Hver aften starter med en god times gospelmusik i bedste afrikanske stil, hvor lyden er høj, og der er gang i danserytmerne.

Der festes for Jesus, og teamet, som er med på missionstur, bliver én efter én bedt om at komme helt frem på platformen, for at danse med resten af de 6-7.000 personer, der er mødt op den første aften. Det bringer åbenbart stor glæde at se, at sådan nogle europærere som os også har lidt rytme i kroppen.

En åben dør i Benin

Jeg befinder mig i Benin, nærmere bestemt i byen Akpro-Missérété, og jeg er med i Benin for anden gang i år. I 2012 havde GO sin første kampagne her i landet, og siden da har GO oplevet det som en åben dør.

Pastorerne er sultne efter at få besøg af GO i deres by, for rygtet er gået foran os: mennesker bliver frelst, helbredt og befriet!

Vi har fx oplevet, at en ung pige, som var medium for voodoo, blev frelst og befriet, da vi var her første gang i år. De kristne længes efter at se Gud forandre deres land, efter det i 1991 blev indviet af præsidenten til at tilhøre Djævelen ved at indføre voodoo som statsreligion.

Det gør GO sit til at forandre og har derfor valgt at holde kampagne nr. 2 i Benin på et år – og har planlagt flere kampagner i landet i 2019.

Mission gi’r nyt perspektiv

Denne 7-årig pige har været blind i 5 år, siden hun var to år. Efter forbønnen kan hun nu se. Hun rækker ud efter papiret.

Teamet, som lige har danset sig godt varme i den fugtige luft til afrikanske rytmer, er denne uge ret internationalt. Vi er 7 personer, der kommer fra 4 nationer – Danmark, Norge, USA og Mexico. Enten er vi ”GO staff”, som vi kalder os, eller man er en, som synes, det lyder spændende med sådan en missionsrejse, og vælger at gøre alvor af det.

Et amerikansk pastorpar Isabel og Felix havde valgt at tage turen helt fra Texas i denne uge. Isabel siger: ”Jeg har hørt mange sige, man ”skal” på en missionstur i hvert fald en gang i livet, og nu forstår jeg hvorfor.”

Det er sandt, at sådan en tur giver dig et helt andet perspektiv på dit eget liv, og hvad man bruger det på. Isabel synes også, det er en fantastisk ting, at man får en opgave på aftenmøderne, så man er en del af teamet, der får sådan en aften til at fungere.

Isabel’s mand, Felix, er på ”ground team”, hvor man hjælper med at holde styr på den store masse af folk, der bogstaveligt talt løber frem for at tage imod Jesus som deres frelser.

Frelse og helbredelse

Kvinden var født fuldstændig døv og stum, men er nu rask.

Per Hyldgaard taler hver aften et enkelt, men stærkt budskab om, at der kun er frelse i navnet Jesus, og derefter inviteres folk frem til platformen, hvor de beder en bøn om, at Jesus må blive deres frelser og herre.

Derefter bedes der for alle syge eller folk med problemer af åndelig karakter. Under denne bøn lægger Felix og en masse andre lokale pastorer og hjælpere hænder på folk og er Guds ”forlængede arm”.

Senere finder vi ud af, at Felix så den 7-årige blinde piges mor gøre tegn til ham og bad ham om at bede for datteren. Da han kom tæt på, så han datterens øjne have en hvid ”film” over begge øjne, og da han lagde sine hænder over dem, kunne han mærke, de bevægede sig under dem. Han tænkte ikke lige over det, og bad en lokal pastor fortsætte bønnen.

Lidt senere ser han, at pigen står på platformen og er helbredt! Han synes, det er en vild oplevelse at have set pigen både ”før” og ”efter”, at hun fik sit mirakel!

Josva fra Tårs

Denne kvinde var 90% døv, 90% blind og kunne ikke gå; men efter forbøn er hun nu helt frisk.

Josva fra Tårs har også valgt at bruge sine sparepenge og en uge på en missionstur med GO.

Han er 19 år og brænder for at fortælle mennesker om Jesus, og han har hørt om GO’s kampagner.

Han har lige planlagt det sådan, at der er plads i kalenderen til en missionstur, inden han starter på uddannelse i begyndelsen af december.
Josva fortæller, at han selv ville se, hvordan GO holder en kampagne i Afrika. Han synes, det er spændende at rejse med, men samtidig også udfordrende at skulle arbejde sammen med og være en del af et helt nyt team.

Men han ved, vi alle er her pga. den fælles tro på Jesus, og han synes, ”det er vildt at være en del af GO denne uge, som bringer Jesus ud som et ”maskingevær” – budskabet rammer nemlig mange på en gang”.

Åndelig klimaforandring

Når så mange mennesker møder Jesus på en kampagne, skaber det helt naturligt en forandring i byens åndelige klima. Det kan gøre sådan et ”impact”, at en hel landsby bliver frelst.

Det skete ved sidste kampagne, og straks måtte der sendes et pastorpar til landsbyen, så alle de nye kristne kunne blive undervist i Bibelen i et kirkefællesskab. Mange er enten tidligere muslimer, voodoo-tilbedere eller animister, som vi kalder de mennesker, der dyrker den tro, hvor man tilbeder ånderne i fx sten og træer. Så det kræver god solid bibelundervisning og mange gange også hjælp til at blive sat fri fra urene ånder, som Jesus selv kalder dem.

Tekniske udfordringer

Som sagt har vi 4 aftner med kampagnemøder, og ikke to aftner forløber ens.

Den første aften bliver mødestarten forsinket pga. teknik-opsætning, og den sidste aften går generatoren i stykker. Mens de lokale folk på 4. time prøver at reparere den, ankommer en nyere og mindre generator, så mødet starter ”kun” 3 timer senere end planlagt. Men teknik er en stor del af, at mødet overhovedet kan afholdes. Hvis lys og lyd ikke fungerer, kan man lige så godt give op.

Men selvom teknik betyder meget, er den stadig kun midlet til målet. Målet er nemlig at prædike Jesus til mennesker, der aldrig har hørt om Ham før.
Hver aften taler Per Hyldgaard et budskab, der kan forstås af alle slags mennesker i alle aldre. De hører om Guds kærlighed til dem, hvordan Jesus er den eneste vej til Gud, og at der kun er frelse i navnet Jesus.

Når de efterfølgende inviteres til at komme frem til platformen og bede en frelses-bøn, så ved jeg, at ingen er i tvivl om, hvorfor de er gået frem. Og igen, inden folk beder, gør Per Hyldgaard det klart, at det er Gud, de beder til, og at det kun er Ham, der kan frelse dem.

Fra mørke til lys

Det er så ubeskriveligt – at se mennesker strømme frem hver aften og høre deres bøn på fransk eller stammesprog. At stå i en hel anden verdensdel i november måned i fugtigt og varmt vejr – at opleve, hvordan en skare af mennesker på et øjeblik går fra mørkets rige ind i lysets rige og får evigt liv. Så vildt et indtryk, det gør på ens liv – det skulle alle opleve – det er så fantastisk!

Og senere, når folk kommer og fortæller, hvad de er blevet helbredt for, så skal man nogle gange knibe sig i armen.

Helbredt lunge

Her står jeg og hører en mor fortælle, at hun siden sin barndom havde en lungesygdom, der gjorde, hun var forpustet og ikke kunne bære noget.
Nu står hun med glædestårer i øjnene og siger, at aftenen før forsvandt smerterne under forbønnen, og at hun selv kunne løfte sit barn op i sine arme.

Barnet ligger lige nu trygt og sover på morens ryg, svøbt i et tørklæde, og det viser, at hun nu kan leve et normalt liv uden sygdom.

En slange i kroppen

Kvinde her fortæller, hvordan hun i mange år havde følt, at en slange bevægede sig i kroppen på grund af heksekraft, men nu var hun befriet.

Bagefter kommer en ældre kvinde. Efter at hun af sin chef var blevet bedt om at træde på noget, hun vidste, der udløste heksekraft, havde hun følt det, som om en slange bevægede sig rundt i hendes krop.

Efter et helt liv med uro i kroppen er der nu fred, ”for det var, som om noget forsvandt ud af mig, da der blev bedt i Jesu navn”, fortæller hun med lettelse i stemmen.

En ung pige kommer for at fortælle om sin helbredelse, og da hun vil svare, lyder det som ”volapyk”.

Vi finder en veninde i menneskemængden, der kender den unge pige, og hun bekræfter, at hun var født både stum og døv! Hun har aldrig sagt en lyd før, så nu undrer det ingen, at hun ikke taler ”rent”.

Per Hyldgaard stiller det samme spørgsmål til den unge pige, som han plejer at stille hver eneste person, der vidner om helbredelse eller befrielse. Spørgsmålet er: ”Hvem har helbredt dig?”, og da pigen skal svare, siger hun højt og tydeligt ”Mau”, der betyder Gud på hendes stammesprog!

Menneskemængden bryder ud i jubelråb, og sammen med lovsangsgruppen danser alle i taknemmelighed over Guds godhed og indgreb i den unge piges liv.
Og i himlen er der også stor fest!

12.874 frelste

På denne 4 dages kampagne har mange oplevet at blive helbredt eller befriet – men tænk: 12.874 mennesker har givet respons på at tage imod Jesus som deres frelser!

Frelsen er det største og vigtigste mirakel, man som menneske kan opleve – og det er også grunden til, at Gospel Outreach eksisterer og ”rejser ud i al verden og forkynder evangeliet for alle folkeslag”.

688 præster til seminar

Ikke færre end 688 pastorer og ledere er samlede til 4 dages formiddagsseminar denne gang.

De har hørt om undervisning og aftenmøder fra de tidligere kampagner, så de kommer langvejs fra for at deltage.

I Benin har præsterne hørt eller set resultaterne af, at GO har holdt en kampagne. Når der i gennemsnit startes 11 nye menigheder efter, at vi er taget hjem, så er det klart, man som pastor ønsker, at det sker i ens egen by.
Oveni nystartede menigheder kommer også, at de eksisterende menigheder vokser mellem 30 og 500%. Det er jo en voldsomt hurtig kirkevækst, og det kræver, at de kristne er klar til at disciple de nye i troen.

Derfor er de også utroligt taknemmelige for, at GO kommer med undervisning hver formiddag, så de selv bliver udrustede.
Forskellige talere fra teamet underviser i forskellige emner.
Per Hyldgaard (tv) taler om enhed og opfordrer pastorerne til at stå sammen om at vinde deres by og nation for Jesus, på trods af forskellig kirkebaggrund eller tradition.