80 år og sengeliggende… hvad gør man så?
Kære Præsten og Psykologen
Jeg er 80 år og har været sengeliggende i mange måneder.
Da jeg var barn, blev jeg anbragt så mange steder, at det kan knibe med huske alle ophold, og så har jeg flakket rundt i årevis – eller på flugt kan man også kalde det. Det er vel psykisk sygdom at rakke rundt livet igennem, men hvad kalder man disse symptomer?
Jeg har i årevis været i kontakt med mange mennesker og ved, at folk kan være helt alene og dø, selv om de trofast kom i en menighed.
En mand kom forbi fra en menighed, og jeg blev glad for hans besøg. “Har De en svensknøgle?” spurgte han. Så det var ikke mig, han søgte efter. Og jeg oplevede det samme på et andet tidspunkt. Der kom en mand på besøg hos mig. Han spurgte: “Har du gamle aviser?” Så det var gamle aviser, han søgte.
Paulus siger: “Bekend jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt” (Jakob 5,16). Men mange mennesker har bestemt ingen at betro sig til, for de kender ikke folk nok fra deres menighed.
Man kan nemt komme ind i en kristen forsamling, hvor der slet ingen er, der kommer sammen. Man holder møder, synger og læser lidt i Bibelen og styrter ud ad døren ved sidste bøn – samtale var der intet af.
Venligst bed for mig, Bruno