80 år og sengeliggende… hvad gør man så?

(Læsetid: 6 minutter)
Det er meget vigtigt, at vi tager os af hinanden og specielt tager os af de ældre. De er ofte ensomme, især i julen.

Kære Præsten og Psykologen
Jeg er 80 år og har været sengeliggende i mange måneder.
Da jeg var barn, blev jeg anbragt så mange steder, at det kan knibe med huske alle ophold, og så har jeg flakket rundt i årevis – eller på flugt kan man også kalde det. Det er vel psykisk sygdom at rakke rundt livet igennem, men hvad kalder man disse symptomer?

Jeg har i årevis været i kontakt med mange mennesker og ved, at folk kan være helt alene og dø, selv om de trofast kom i en menighed.

En mand kom forbi fra en menighed, og jeg blev glad for hans besøg. “Har De en svensknøgle?” spurgte han. Så det var ikke mig, han søgte efter. Og jeg oplevede det samme på et andet tidspunkt. Der kom en mand på besøg hos mig. Han spurgte: “Har du gamle aviser?” Så det var gamle aviser, han søgte.

Paulus siger: “Bekend jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt” (Jakob 5,16). Men mange mennesker har bestemt ingen at betro sig til, for de kender ikke folk nok fra deres menighed.

Man kan nemt komme ind i en kristen forsamling, hvor der slet ingen er, der kommer sammen. Man holder møder, synger og læser lidt i Bibelen og styrter ud ad døren ved sidste bøn – samtale var der intet af.
Venligst bed for mig, Bruno

Kære Bruno
Dine ord rammer os. Det er ikke let at være sengeliggende, og slet ikke så mange måneder med din alder.

At du har flakket rundt i årevis hænger sikkert meget naturligt sammen med din oplevelse af at være anbragt mange steder. Det er ikke nødvendigvis psykisk sygdom, men det lyder som en reaktion på det, du har været igennem, og jo, der er vel en psykisk skrøbelighed over det.

Nu er du selv nået op i årene og har været sengeliggende i lang tid. Så kommer du til at tænke på andre, som du før har set har været alene og dø på trods af, at de er kommet i en menighed.

Det er trist at høre, at du oplever, at de mennesker, der kom forbi dig, ikke kom for at tale med dig. Måske skal du vende det rundt og tænke, at det også er en mulighed, at det blot var svært for dem at komme forbi uden nogen anledning. Det kunne være, at de var usikre på, hvad de skulle sige og derfor valgte at spørge til nogle konkrete ting, som du nævner.

Mange mennesker har svært ved direkte at tage kontakt til andre mennesker, der er i en svær situation. Så måske var de to besøg alligevel et udtryk for omsorg for dig, hvilket så viser, at du dog ikke er helt alene i din situation.

Nogle gange går debatten om de ældre på, om de får de bade, de skal have, om deres mad er god nok osv. Men der er en anden side, der er mindst lige så vigtig. For de ældre har det ligesom os andre: Relationer er det vigtigste i livet. Når nu rigtig mange ældre føler sig ensomme, hvad skal vi så gøre ved det? Det vigtigste er at starte med at tænke på dem, vi hver især er tættest på og dem, vi ser omkring os (1. Tim 5,8 taler skarpt om dette). Lever vi i dag overfor dem på en måde, som vi ikke vil fortryde senere, når de ikke er her? De ældre har været der for os, da vi var små. Vi skylder derfor også at være der for dem, nu hvor de har brug for os. Vi må vise dem ære og respekt for det, de har givet og gjort for os. Et besøg, en opringning, eller at invitere dem med ind i vores hverdagsliv kunne være et godt sted at starte.

Det ligger desværre ikke særligt stærkt i vores kultur at have gode og tætte relationer med hinanden. Det er sikkert ligeså meget det, der gør sig gældende, som at det er en kristen forsamling. Men når det er sagt, må man også sige, at det i en kristen menighed er meget vigtigt, at vi tager os af hinanden og specielt tager os af de ældre.

Jesus taler også klart om, at vi skal tage os af de svage iblandt os (Matt 25,39-40). Det må helt klart indbefatte en person som dig på 80 år, der har været sengeliggende i lang tid.

Vi tænker derfor, at det er vigtigt, at du får fortalt det, du nævner her, til nogen personligt og ikke kun i et læserbrev. Også at du ikke får det nævnt som en generel ting, men at du får udtrykt dit personlige behov for at have nogen, der kommer og besøger dig.

Du kan fx invitere en præst hjem til dig og nævne det for vedkommende. Så kan det være, at de vil forsøge at finde nogen, der vil gå ind i en form for besøgsordning, for at du også får en sådan kontakt med andre mennesker. Det ville være rart, at det skete automatisk, men der kan ske så mange ting i livet og i en kirke, at man overser selv vigtige områder.

Samtidig tænker vi, at det er vigtigt at leve i et rigtig tæt forhold til Gud. For ganske vist har du ikke det meste af livet på jorden foran dig, men du har det meste af livet i himlen foran dig. Vi kan opleve glimt af himlen på jorden, men der venter dig en evighed sammen med Gud i himlen.

At opbygge fællesskabet med Gud her på jorden er vigtigere end noget andet – ikke kun, når man er i en høj alder, men for mennesker i alle aldre.
David siger i Salme 23: “Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, for du er med mig.” Der taler David om døden, og døden er vi mere bevidste om jo ældre, vi bliver. Men det er netop overfor døden, at David ikke frygter noget, fordi Gud er med ham. Det er Guds nærvær og fællesskabet med Gud, der løfter ham og styrker ham.

Det er det samme for alle, uanset om man ligger i sengen som 80-årig, er midtvejs i livet eller har et aktivt familieliv med små børn i huset.
Guds nærvær vil også bringe dig den styrke, du har brug for.

Vi vil huske at bede for dig. Må Gud velsigne dig… og skriv gerne igen.

Med venlig hilsen Jørn og Karin

Læs også