Christian X hjalp jøderne

(Læsetid: 6 minutter)

”Vi må alle bære den jødiske stjerne,” sagde Kong Christian X, da han hørte om nazisternes krav. Men kongen kom ikke til at bære en gul jødestjerne, for det gjorde de danske jøder aldrig. Kongen gjorde dog meget for at hjælpe jøderne under krigen, som det også fremgår af Herbert Pundiks foredrag.

Kong Christian Xs holdning til de danske jøder var vigtig for deres redning. Det fortalte journalist og redaktør Herbert Pundik under jubilæumsmarkeringen hos Israels præsident.

Herbert Pundik taler under 75 års-markeringen af de danske jøders redning i den israelske præsidents residens i Jerusalem.

Til stede i præsidentens residens i Jerusalem var blandt andet holocaust-overlevende, danskere i Israel, ambassadører, tidligere Knesset-medlem Michael Melchior og den danske chefrabbiner Jair Melchior.

– For 75 år siden flygtede 7000 jøder fra Danmark over Øresund til det neutrale Sverige på flugt fra tyskerne. 500 blev taget af tysk politi og deporteret til kz-lejren i Theresienstadt. 450 af disse overlevede og kom hjem til Danmark med Folke Bernadottes hvide busser. Ingen danske jøder blev sendt fra Theresienstadt til dødslejrene i Polen. De 50, som ikke kom tilbage fra Theresienstadt, døde af sygdom eller andre årsager.

Pundik sagde, at det er et stort spørgsmål, hvordan dette gik til. For Theresienstadt var en transitlejr, hvorfra titusinder af jøder blev sendt til udslettelse i Polen. Men det skete ikke for en eneste dansk jøde. Han sagde videre, at det jødiske samfund i Danmark var det eneste, som forblev intakt, da Danmark blev besat. Også det er statistisk usandsynligt.

Den gule stjerne

Pundik fortalte en kort anekdote, som måske forklarer, hvorfor de danske jøder undgik holocaust.
– Det er et sandt eventyr. Det handler om en konge, en dronning og en kunstner, og det finder sted i et slot. For mange år siden besluttede H. M. Dronning Margrethe sig for at give violinvirtuosen Isaac Stern (1920–2001) en æresbevisning. Min kone og jeg blev inviteret til frokost på slottet.

I sin takketale til dronningen nævnte Stern anekdoten om dronningens bedstefar, Kong Christian X, som på sin daglige ridetur i det okkuperede område havde en gul stjerne på brystet som udtryk for sin sympati med de danske jøder.

Dronningen afbrød ham og sagde, at historien desværre ikke var sand. Tyskerne tvang ikke danske jøder til at bære stjernen. Pundik fortalte, at Stern helt trist svarede: ”Det er jeg virkelig ked af. Den historie har betydet meget for min kone, som mistede sin far i kz-lejren.”

Kongens dagbog

– Det ingen af os, inklusive Dronning Margarethe, kunne vide på den tid, var, at anekdoten i sin essens ikke bare er indbildning. Flere år senere fik en historiker adgang til at se kongens dagbog fra besættelsestiden.  

Dagbogen fortæller, hvordan kongen i slutningen af 1942 mødte en af sine ministre. Ministeren sagde, at der var rygter om, at tyskerne ville kræve, at vi, de danske jøder, skulle bære den gule stjerne, som alle andre jøder i lande under tysk okkupation.

Kong Christians respons var kort og direkte:
”Vi må alle bære den jødiske stjerne.”

– Gennem disse ord udtrykte kongen værdier i det danske samfund. Disse værdier er en del af forklaringen på, hvorfor jeg står her i dag i den israelske præsidents residens i Jerusalem med præsidenten og hans kone og kan fortælle anekdoten. Det var disse værdier, som bar os gennem katastrofen, understregede Pundik.

’Pludselig kom forfølgelsen’

Præsident Rivlin takkede Herbert Pundik for talen.

– Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, indgik den danske regering en aftale med djævelen. Danmark afstod fra kamp mod den tyske okkupation og Hitler accepterede, at Danmark kunne beholde sin indenrigsautonomi. Tyskerne accepterede, at alle danskere, også jøderne, skulle behandles ens. København havde som det eneste sted i det okkuperede Europa et fungerende jødisk samfund med synagoger, skoler, slagtere og bagerier, fortalte Pundik i den israelske præsidents residens.

Han tilføjede, at mens de tilbragte sommerferien i 1943 på stranden i Danmark, byggede Tyskland sit tredje krematorium i Auschwitz. Men fantasien i Danmark brød sammen i 1943, fra den ene dag til den anden. Jøderne gik fra at være danske borgere til at være jødiske flygtninge.
Herbert Pundik fortalte også, hvordan skolens rektor tog ham ud af klassen og sagde, at han måtte skynde sig hjem og advare sine forældre om, at de ikke kunne være hjemme den nat, fordi tyskerne planlagde at arrestere jøderne.

I mindehæftet ”Commemoration 75th Anniversary rescue action of the Danish Jews in October 1943” skrev Pundik, at der var meget, de ikke kunne vide. Blandt andet var to tyske fragtskibe på vej til København for at opsamle de danske jøder og føre dem til kz-lejre længere sydpå. De vidste heller ikke, at tyskerne allerede havde myrdet flere millioner jøder i udryddelseslejre i Østeuropa.

Forældrene låste døren, tog en taxa og startede flugten uden at vide, hvor de skulle tilbringe første nat. Det samme var tilfældet for næsten alle de danske jøder. ”Jeg kender ikke til nogen, som på forhånd havde forberedt et skjulested,” fortæller Pundik.

I hæftet beskriver Pundik, hvordan alvoren gik op for ham:
– Det var kaotiske dage med frygt og kvaler, mens vi forsøgte at finde en flugtrute til Sverige. Vi løb gennem den mørke skov. Min far snublede og faldt. Min høje far, som indtil da havde været familiens overhovede og beskytter, viste pludselig sårbarhed, frygt og mangel på kontrol. Først da, i den mørke skov, forstod jeg, hvor farlig vor situation var, skriver Pundik i mindehæftet.

Kongens ord

– Kong Christian havde sagt til sin minister: ”Så må vi alle bære den jødiske stjerne”.

Denne holdning var et udtryk for menneskelig anstændighed. Danskerne gjorde dette til handling i oktober 1943. Alle døre var åbne for flygtende jøder.

Vi blev gemt, bespist og transporteret fra hjem til hjem hos mennesker, hvis navne vi aldrig blev kendt med, helt til vi gik om bord i fiskebådene og sejlede over farvandet til friheden i Sverige.

Danskere knælede i bøn ved bredden

Pundik beskriver også flugten med fiskebåden:
– Vi var om bord i en fiskebåd, på vej ud fra Danmarks kyst over et fjendtligt sund til frihed i Sverige. Jeg vendte mig rundt for at få et glimt af Danmark. I det tidlige morgenlys så jeg fiskerens kone og manden og kvinden, som havde givet os sikkerhed, mens vi ventede på at flygte. De knælede ned på sandet. Foldede hænder strakte sig op mod himmelen i stille bøn.

– Overalt i det okkuperede Europa blev folk straffet hårdt, hvis de hjalp mennesker, som flygtede fra tyskerne. Der var ingen grund til at tro, at tyskerne ville reagere anderledes i Danmark. Ingen danskere nægtede at hjælpe flygtningene af frygt for konsekvenserne. Dette var et lyst øjeblik i dansk historie, som vi med rette markerer i dag.

Pundik spurgte, hvad man kan lære af dette i dag, og han gav selv svaret: ”Stå ved din bror på nødens dag, som den danske befolkning gjorde det for 75 år siden. Frygt ikke. Enhver må handle efter sin evne.”

Israels præsident Reuven Rivlin rejste sig og gik hen for at takke Herbert Pundik for talen. Også de øvrige tilhørere takkede med applaus.

Læs også