Hvordan kan du tro på noget, som du ikke kan tage og føle på?

Hvordan kan du tro på noget, som du ikke kan tage og føle på? Et spørgsmål alle kristne sikkert er blevet spurgt om. Det er svært at svare på, men alligevel bliver vi ved med at tro. Jeg syntes, at det er svært at svare på!

Engang havde vi en debat i min klasse omkring religioner. De vidste, at jeg var kristen, og spurgte derfor en del ind til det. Et af spørgsmålene lød: ”Hvordan kan du vie dit liv til noget, du ikke engang ved eksisterer?”
Jeg husker, at jeg stod lidt og grublede over spørgsmålet. For det er jo rigtigt. Jeg ved jo ikke med sikkerhed, at Gud eksisterer. Det er noget, jeg tror på.

Hver gang, jeg ser en blive helbredt ved bøn, er det en bekræftelse for mig, at Gud findes.
Den fred, der fylder mig, når jeg går ind i min kirke, er en bekræftelse for mig.
Når jeg ser den vilde natur og den udtænkte måde, den fungerer på, så er det en bekræftelse for mig.
Når jeg opdager, hvor unikt ethvert menneske er skabt, så er det en bekræftelse for mig.
Ja, bare den fantasi, børn har når de leger, er en bekræftelse for mig.

Svaret på hans spørgsmål, besvarede jeg med et modspørgsmål. Jeg spurgte ham, om han nogensinde havde set sin egen hjerne. Dertil svarede han selvfølgelig nej.

Derefter spurgte jeg så, hvordan han så kunne vide, at den eksisterede. Han sagde, at det gjorde han heller ikke, men han vidste at den var der, ellers ville han jo ikke være her.

Hjernen er en nødvendig del, for at hele vores krop kan fungere. Jeg tror, at vi har lige så meget brug for Gud, som vi har for vores hjerne. Uden Gud ville vi ikke være her.