Konference om ’den gode integration’
Første weekend i november holder Tværkulturelt Center en multietnisk kristen inspirationskonference i Aarhus om den gode integration. Det sker i samarbejde med bl.a. Indre Missions Tværkulturelle Arbejde og IKC Aarhus.
De mange mennesker, som de seneste år er flygtet til Europa, gør det vigtigt at tale om den gode integration.
Hvad er integration – og hvad tænker de mennesker, som det handler om? Hvad skal der til, for at de føler sig hjemme i det danske samfund – og i en dansk menighed? Hvorfor bliver stadig flere asylansøgere døbt, og hvordan kan de fastholdes i et kristent fællesskab?
Disse og andre aktuelle temaer vil blive belyst af nydanske oplægsholdere ud fra egne erfaringer. De vil også blive perspektiveret af repræsentanter for dansk kirkeliv.
Programmet starter fredag aften i Gellerup Kirke med en forbønsgudstjeneste for verdens flygtninge, efterfulgt af kaldæisk buffet og et oplæg om den gode integration set fra psykologen Olu Robbin-Coke’s perspektiv.
Blandt konferencens medvirkende er tværkulturel medarbejder i Kolding Provsti, Elizabeth Padillo Olesen, som selv er fra Filippinerne.