Mine vise brombær

Mine to brombærbuske har nydt den danske sommer, langt mere end mange danskere har, tror jeg.

Jeg plukker og plukker, men grenene bugner stadig med adskillige kilo til de næste uger. Jeg har to buske, der vokser sammen i tilfældig sammenfiltring, op af en ”rosenbue”.

Hvert år ved denne tid har jeg lidt dårlig samvittighed. Jeg synes, jeg har snydt naturen lidt. At plukke brombær i min barndom betød, at begge arme, og muligvis også benene, bar adskillige mærker efter de spidse torne. Mine brombær er uden torne. Bærrene er vildt store, på den ene af buskene, og på den anden busk er de lidt sødere, end jeg husker min barndoms brombær.
Jeg ved jo godt, at mennesker har pillet ved naturens orden, for at jeg skal kunne nyde de sorte bær uden store rifter, men det fortrænger jeg hurtigt, for hvor er de store og flotte.

For nylig smagte jeg et brombær fra et helt naturligt brombærkrat, ved siden af skolen, og det gik op for mig, at det jeg troede var ekstra gode manipulerede brombær i virkeligheden er en ringe kopi uden sammenligning i smag.
Jeg kom til at tænke på, hvor meget i os og omkring os, der ogå er manipuleret, så vi ser dem/os som ekstra gode og flotte, men i virkeligheden blot er ringe kopier uden den rigtige kraft og smag.

Nu er Guds skaberværk dog ikke sådan at holde nede, hvert eneste brombær fra mine tornefrie buske, der rammer jorden, bliver til nye brombærbuske, som de oprindeligt var skabt… fyldt med torne.

Jeg tænker, der så også er håb for os, om at vi kan komme tilbage til det, vi egentlig er skabt til, uanset hvor langt væk fra Guds grundtanke, vi så end er kommet.