Mor til præste-tvillinger blev rådet til abort
To chilenske præster fortæller, at deres mor i sin tid blev rådet til at få en abort. Men hun valgte livet for dem.
Moderen til Fr. Felipe og Fr. Paulo Lizamo var paramediciner og havde været udsat for røntgenstråler, før hun vidste, at hun var gravid. Derfor blev hun rådet til at få en abort, skriver Christian Today.com.
Baby med tre arme!
Da Rosa Silva fik lavet ultralydsscanning vidste lægen ikke, at hun ventede tvillinger. Derfor overbragte han denne chokerende nyhed:
– Babyen har tre arme, og dens fødder sidder ligesom forkert. Den har også to hoveder!
Lægen foreslog derfor abort, men Rosa Silva afviste ideen, selv om lægen mente, at hendes eget helbred kunne være i fare.
– Herren greb ind og skabte en tvillingegraviditet. Jeg ved ikke, om lægerne tog fejl eller ej, siger hendes søn Felipe til The Catholic News Agency.
Den 10. september 1984 fødte Rosa sønnen Felipe. Lægerne havde endnu ikke fundet ud af, at hun ventede tvillinger, så de ville foretage en udskrabning for at fjerne moderkagen.
Men endnu engang gik Rosa imod lægernes råd, fordi hun havde en fornemmelse af, at der var endnu en baby. Og ganske rigtigt: Sytten minutter senere blev Paulo født.
Gud var der hele tiden
Som teenagere gled brødrene væk fra Gud og kirken. Men i 2003 begyndte de begge på præsteseminariet. Først nu fortalte Rosa dem om sin ”risiko-graviditet” og den dramatiske fødsel. Og det bekræftede for tvillingerne, at Gud havde været med i deres liv hele tiden – endda før de blev født.
I 2012 blev tvillingerne begge ordineret som præster, og de fortæller nu andre om deres mirakuløse fødsel.
– Hvordan skulle jeg kunne lade være med at forsvare livets Gud, spørger Fr. Paulo. ”Den begivenhed har styrket mit kald og givet det en særlig kraft. Derfor kan jeg give mig selv fuldt ud for det, jeg tror. Ved Guds nåde er jeg overbevist om, hvad jeg tror, og hvem jeg er, og hvad jeg forkynder”, forklarer Fr. Paulo.