Stemningsfuld og smuk rejse

s22_Album“Mystery Airlines” er danske Amailie Skrivers tredje udgivelse. Efter to albums udgiver hun nu en EP med seks numre. Fire helt nye, en fortolkning af soundtracket ”Wunderkind” fra Narnia-filmen ”Løven, Heksen og Garderobeskabet”, samt en akustisk version af et nummer fra hendes første udgivelse.

På Mystery Airlines reflekterer hun over livet som ung, rodløs og søgende. Det handler om at finde sig selv – heraf kommer CD’ens lufthavnstema og titlen, da det er et mysterium, hvor livets rejse bringer os hen.
Musikken er stemningsfyldt og flot fortalt gennem tekster, der med dybde og indsigt fortæller om livet, som det er.

Amalie er inspireret af sangere som Tina Dickow og Alanis Morisette, men hvis man tror, at hendes musik lyder som noget, man har hørt før, kan man godt tro om igen. Amalie er helt sin egen, hendes musik er et rigt lydunivers med smukke og stemningsfyldte detaljer, som man har lyst til at dykke ned i igen og igen. Når man har hørt et nummer første gang, er det som om, man kun lige har smagt på musikken.
Hun synger om livets kampe og livet som kristen i både med- og modgang med en inderlighed, som ikke efterlader tvivl om, at hun har været der selv. Med et ønske om at minde os om vores værdi som mennesker fortæller Amalie om Guds eksistens og den virkelighed, at Jesus vandrer sammen med os side om side gennem alt.

Pressemeddelelsen fra Amalie selv siger, at hendes musik læner sig tæt op af stemningsfyldt melankoli, og Amalies lyse lette stemme er i denne stemning fuld af liv og glæde. Da albummets sidste nummer fader ud, er jeg fyldt med håb og glæde. For Amalies budskab går rent igennem til mig – Jesus er jo med os hele vejen.