– Så kan man da kun være begejstret

Twelve24, et dance/rap-band fra England, fortalte sidste weekend deltagerne på A Day of Praise om passionen for musik og for at nå unge mennesker med Jesus.

– De lyder lidt som Nik og Jay, har jeg hørt, sagde konferencieren inden han overlod scenen til interviewet med Twelve24.

Om det er en anerkendelse eller en kritik, skal ikke afgøres her, men omkring 50 mennesker satte sig til rette og lyttede med i det varme og dunkle lokale, som dannede rammen om Caféscenen på A Day of Praise (ADOP).

Måske var det bandet, som allerede sidste år gjorde stort indtryk på de fremmødte ved den tilbagevendende lovsangsfestival i Hillerød, der trak folk til, eller måske var det nærmere pausen fra program på Store Scene i den anden ende af Johannesskolen. Uanset hvad, lyttede og grinede tilhørerne med de tre bandmedlemmer, Christina fra Ghana, Josh Green fra England og Ryan fra USA.

Har holdt sammen i ni år

Ni år har bandet, som mødtes på en evangelisationsskole, holdt sammen, men netop i dag spiller de sidste ordinære koncert med Christina som forsanger. Det er blevet tid for hende til at give det videre i Sydafrika.

– Det skal jo ikke handle om vores band frem for Guds tanke, siger Josh Green. Han ved ikke, om de skal finde en ny kvinde til bandet, eller der skal ske noget helt andet, men passionen er stadig i live efter de mange år. Selvom de lange rejser og tourlivet kan være hårdt, brænder længslen efter at nå ud til flere med det gode budskab stærkere.

25.000 facebookfølgere

Josh fortæller om sidste års koncert på ADOP, hvor en ung pige kom hen til dem bagefter og fortalte, at hun havde planlagt at begå selvmord; men deres koncert havde overbevist hende om, at livet var værd at leve.
– Hvordan kan man være andet end begejstret, når man bliver brugt af Gud på den måde? spørger Josh.

Bandets musik er en blanding af elektronisk dance, pop og rap, og med en koncerttour, som strækker sig helt indtil jul, og 25.000 følgere på Facebook har de ramt noget, som fungerer. Måske hænger successen også sammen med deres kompromisløshed, når det kommer til kvaliteten.

Starter ved det almenmenneskelige

Ryan fortæller, hvordan de er inspirerede af bands som DC Talk. De nåede virkelig ind til ham som ung, fordi de var autentiske og turde gøre noget nyt med musikken.
– Why should the Devil have all the good music? spørger han med Larry Normans udtryk.

Lyrikken i Twelve24’s sange er til tider direkte evangeliserende, og på andre numre taler de mere om livet og det alment genkendelige.
– Vi er nok lidt splittede i vores sind, nogle dage er vi kristne og andre dage ikke, siger Ryan ironisk, før han fortsætter på en mere seriøs tone:
– Det er ligesom, hvis du sætter dig ved siden af nogen i et fly. Så siger du heller ikke: ’Hej, Jesus er død for dig og du skal tro på ham’. Du starter med at præsentere dig selv og høre, hvad de laver og hvem de er, før du på et tidspunkt ender ved det trosbaserede.
På samme måde er Twelve24’s cder og koncerter bygget op, så de begynder med det almenmenneskelige og ender på en dybere tone. Det er en strategi, der virker for det garvede band, som har mange ikke-kirkelige fans og blandt andet for nyligt spillede til et gay-pride arrangement i Tyskland.

– Ellers ville der jo ingen kristne være

Der var nogle, som blev meget forargede over, at bandet vil lægge navn til det.
– Men ellers ville der jo ingen kristne være, siger Josh.

ADOP er til gengæld primært rettet mod kristne. Også her ser Twelve24 en vigtig mission.
– Vi er accepterede af Gud, som vi er skabt. Vi vil gerne opmuntre kristne unge til at turde at være de unikke mennesker, de er. Samtidig har én engang sagt til mig, at når du er sammen med unge fra kristen baggrund, er der altid behov for mission, fordi de unge bliver bombarderet med udfordringer i den periode af deres liv.