Bjerget Mt. Nebo, hvor Moses døde, kan nu besøges igen

Et skilt på Mt. Nebo viser afstandene til kendte steder i Israel, bl.a. Genezareth Sø, Det døde Hav, Jericho og Jerusalem.
Et skilt på Mt. Nebo viser afstandene til kendte steder i Israel, bl.a. Genezareth Sø, Det døde Hav, Jericho og Jerusalem.

Pilgrimsstedet i Jordan, hvor man mener at Moses så Det hellige Land før sin død, er nu genåbnet. Stedet har været lukket i ti år.

Ifølge ChristianToday.com ligger stedet på Mt. Nebo, 32 km sydvest for Amman i Jordan. Herfra har man en fantastisk udsigt over Vestbredden, Jericho og Jerusalem fra 1100 meters højde.

Stedet lå i ruiner, da det blev overtaget af munke i 1930’erne. Herefter har det været et populært mål for både jødiske, kristne og muslimske pilgrimme. Den seneste restaurering startede i 2007.

– Den åndelige arv fra dette sted er i dag blevet givet tilbage til Jordan og til menneskeheden. Moses er højt respekteret som profet, Guds ven og lovgiver både blandt vore jødiske, kristne og muslimske brødre, sagde pavens særlige udsending, kardinal Leonardo Sandri, til de 500 fremmødte ved åbningen af den nyrestaurerede kirke og klostret på stedet.

Sandri opfordrede til fortsat arbejde for fred og forsoning i området.