Hvor går rejsen hen?
Der var totalt kaos i lufthavnen. Flyafgangen bliver gentagne gange udsat. Meddelelserne kommer kun på sprog, vi ikke forstår. Du vil gerne, men du kan ikke gøre en pind. Et er sikkert: Flyet videre fra München til København er allerede ved at lette – det nås ikke – du er på ”Herrens Mark”.
Efter 3 timer letter flyet, der havde en teknisk fejl, og sætter kursen mod München. Vi er på vej – det er allerede noget. Du kan tage det som en oplevelse eller ærgre dig til døde – og det sidste har vi ikke lyst til, så vi tager det som en oplevelse.
Kort før vi lander tager kaptajnen ordet og ønsker os god fornøjelse i München og fortsat god rejse til vores endelige mål, som på engelsk hedder ”final destination”. Det udtryk rammer mig lige i hjertet – vores rejsemål er Hedehusene, hvor vi på 7. år bor som pensionister, men den gode kaptajn minder mig om, at vi gerne skulle have et rejsemål for vores liv. Alle andre hjem og rejsemål er midlertidige. Som kristne kan vi glæde os over, at vi har et endeligt rejsemål – et sted vi må lande – et sted vi må kalde vort hjem. Vi er på vej til Himlen!
Tilbage til München: Bevæbnet med et boardingpas til flyet, der er afgået, i den ene hånd og vort pas i den anden, går vi fra skranke til skranke, mens spændingen stiger. Næste fly til København har ingen ledige pladser, og endelig lykkes det, at få plads. Vi skal over Zürich til København – en underlig fornemmelse at flyve mod syd i stedet for mod nord, men 4-5 timer forsinket når vi både Kastrup og Hedehusene.
Den sidste gratis udflugt til lufthavnen i Zürich bliver også et billede på livet. Guds veje gennem livet kan ofte synes at være i den ”forkerte retning”. Den lige vej findes ikke, men med Jesus ender livet altid i Himlen. Det er vores endelige rejsemål – final destination.