Kaj Munks barnebarn skriver debutroman

Ligesom sin farfar er Mathilde Munk optaget af de kristne værdier og hendes første roman handler om at vinde verden og bøde med sin sjæl.

Det sidste stykke vej må man tage ad grusvej for at komme til Mathilde Munks hjem i Vedersø, der ligger blot få meter fra, hvor hendes farfar, Kaj Munk, i sin tid boede, indtil han i 1944 blev likvideret af Gestapo.

Mathilde er netop debuteret som forfatter med romanen ”En skuespillers bekendelser” og Udfordringen har i den forbindelse sat hende stævne for at høre, hvad en forfatterdebutant tænker om sin nye titel og sin første roman.

Forfattervejen

– Når man sidder overfor en debutant i litteraturens verden, er det oplagt at spørge, hvad der har ført til, at han eller hun er blevet forfatter. Kan du fortælle lidt om processen som førte frem til, at du nu sidder med din egen bog foran dig?”
– Det er vanskeligt at beskrive en proces, for jeg forstår faktisk stadig ikke helt, hvad der egentlig skete. Mange har prikket til mig og spurgt, hvorfor jeg ikke skrev.

Det sidste skub kom fra en australsk bekendt, der pludselig skrev, at han gerne ville læse det, hvis jeg skrev noget. Det får han jo så stadig lidt svært ved, eftersom han ikke taler og læser dansk.

Og så har jeg nok også følt en indre stemme, der drev mig frem mod at skrive, men jeg har hele tiden “haft travlt” med noget andet og ignoreret stemmen.
Pludselig opstod der så en situation, hvor der ikke var andet. Mestendels stilhed og ensomhed. Og da der så også kom lidt indre stilhed – ja så …
En blufærdighed har nok også afholdt mig fra at skrive og en frygt for eksponering. Jeg har haft lyst til at skjule mig, for en roman er jo et vindue til ens sjæl. Det er grænseoverskridende.

En roman bliver til

– Din roman handler om skuespilleren, Michael, der lever sig så meget ind i sine roller og bliver så afhængig af sine tilskuere, at han er ved at miste sig selv. Både handlingen, personskildringerne og tematikkerne i bogen står meget klare, synes jeg, men hvordan er de forskellige lag blevet vævet sammen i skriveprocessen?
– Jeg tror, romanen blev skudt i gang af at se Oscaruddelingen 2016, og så opstod den på basis af nogle udtalelser fra forskellige skuespillere, som jeg gik og funderede over. Udtalelser om identitet. Så satte jeg det første kapitel på papiret, og derfra dukkede der karakterer op, som fik liv, og som jeg levede med i og håbede på forløsning for.

Men jeg vidste ikke, hvordan det ville gå videre eller ende. Jeg blev overrasket mange gange. Det kom til mig i situationen: f.eks. ”Navnet i vinden”. Så jeg tror godt, man kan sige, at tematikkerne voksede ud af handlingen.”

Indlæg i værdidebatten?

– Mens Michael er ambitiøs og lever for sin karriere, er det helt anderledes både med hans søster, Eveleen, der maler, og vennen, Frederik, som er pianist. De lever på en hel anden måde indefra og uden den samme ambitions-drivkraft. De to bliver jo for øvrigt også gift. Udover at romanen siger meget om forskellige personlighedstyper og valg i livet, synes jeg også at kunne skimte en vis samfundskritik i din beskrivelse, et opgør med vor tids fokusering på resurseoptimering og kompetenceudvikling. Har jeg ret?

– Jeg bliver faktisk stadig forbløffet over temaer i romanen. Forstået på den måde, at jeg ikke havde en klart defineret dagsorden, da jeg skrev den.
Men ja, jeg er ikke fan af den moderne verden, af selvrealiseringen, af selvtilstrækkeligheden og den deraf følgende ensomhed.
Jeg mener, at mennesker har en værdi i sig selv. En ubestridelig evighedsværdi. Det kan ikke vejes eller måles eller fortjenes.

Frank Sinatra skulle vist have sagt, at den største synd er et uudnyttet talent. Jeg kan huske, at jeg allerede som lille syntes, at det var en tåbelig udtalelse. Det kommer naturligvis an på, hvad man forstår ved talent. Men hvis det forkvaklede X-Faktor-samfund er et produkt af denne livsholdning, synes jeg, det er skudt helt ved siden af. Vi er skabt til at forherlige Gud – ikke os selv! Og noget går helt galt, når der bliver byttet om på de to!

At blive kaldet ved navn

– Du talte tidligere om ”Navnet i vinden” og hentyder her til hovedpersonen Michael, der to gange i romanen synes at høre sit navn i vinden. Han har mistet kontaktet med sit indre væsen, og navnet bliver her et symbol på den, han dybest set er og må finde tilbage til. Temaet om at blive kaldt ved navn og høre sit navn er i det hele taget centralt i din roman.

– Ja, det er stort at blive kaldt ved navn. At acceptere det navn og gå ind i det kald, der er over ens navn – det er et stort mysterium! At anerkende at man er det, Gud har skabt, og man hele tiden har været det. At nå til at takke Ham for det og ikke skjule sig som den gamle Adam i Paradisets Have.
“Tal Herre, Din tjener hører!”, som der står et sted i Samuelsbøgerne. Det er den Gudgivne identitet, som vi ikke kan fortjene eller præstere os til, men bare tage imod.

Jeg kommer til at tænke på det lidt fortærskede billede af Gud, der rækker Adam sin finger. En mystisk kommunikation mellem Skaber og skabningen. Det er svært at sætte ord på.

Sin egen

Også Mathildes farfar, Kaj Munk, har fået en rolle i romanen. Han, som selv skrev skuespil, bliver her skrevet ind i en miniserie forfattet af Michaels ven, Oliver, som for øvrigt var den direkte anledning til, at Michael blev skuespiller.

Ingen tvivl om, at Kaj Munk kan være en hjælp for sit barnebarn, nu hvor hun skal have slået sit navn fast i litterære kredse. Hun er så at sige interessant på forhånd i kraft af sin farfar, noget som hun fortæller, at hun gennem sit liv ikke altid har oplevet som en ensidig fordel.

Men Mathilde Munk har og er – som personerne i hendes roman – også sit eget navn, og læsningen af ”En skuespillers bekendelser” viser med al ønskelig tydelighed, at dette navn sagtens kan stå alene.
Det vil derfor være naturligt her til sidst at spørge, om man kan vente flere bøger fra hendes hånd. Til dette svarer Mathilde:
– Ja, jeg er i gang med at skrive mere, og der vil udkomme endnu en roman til næste år.

Kaj Munk var præst, dramatiker, modstandsmand – og martyr

Kaj Munk var en dansk præst og dramatiker, der spillede en stor rolle i mellemkrigstidens scenekunst.
Som politisk skribent blev han under 2. verdenskrig et vigtigt symbol på den nationale modstand mod den tyske besættelse og regeringens samarbejdspolitik.

Kaj Munk brød igennem med sine teaterstykker i en tid, hvor litteratur og teater var præget af socialrealistisme, og kristendommen især var et mål for kulturlivets kritik. Alligevel gjorde han i skuespil som En idealist og Ordet at et kristeligt tema om kaldet og dets betydning relevant for sin samtid.

Fra slutningen af 1930’erne indledte han på grund af de tyske jødeforfølgelser et opgør med nazismen, som især kom til udtryk i stykket Han sidder ved smeltediglen. Dette opgør fortsattes under besættelsestiden i en indædt modstand mod tyskerne og den danske samarbejdspolitik. Hans synspunkter kom stærkest til udtryk i det nationale drama Niels Ebbesen fra 1942, der blev forbudt af censuren, og Kaj Munk kom allerede i sin samtid til at stå som et symbol på den nationale modstand mod besættelsen. Dette var årsagen til at han blev myrdet den 4. januar 1944 af en SS-terrorgruppe.
Henri.