Min søsters mand er dødssyg… Hvad kan jeg gøre?

Kære Suh.
Min søsters mand er erklæret uhelbredeligt syg.
Det er selvsagt en krise af dimensioner for hele familien. Hun klarer det helt enormt godt og jeg fatter slet ikke hvor hun får styrken fra.

Der er jo både praktisk, fysisk og følelsesmæssigt en hel masse hun skal tage sig af. Vi andre prøver at støtte og hjælpe så godt vi kan, men man føler hele tiden at det ikke slår til. Jeg vil så gerne kunne gøre noget mere, men hvad er det bedste at gøre. Nogle gange virker det næsten som om, at hun afviser os andre, men skal jeg så føje hende eller skal jeg presse på?

Jeg vil også gerne spørge til, hvordan hun har det, for mest snakker vi jo om min svoger.
Men er det godt at gøre, eller gør det hende bare mere sårbar, har hun brug for at ”lukke ned” for sine følelser?

Håber du kan svare på nogle af disse ting.
MVH L.

Kære L.
Du har helt ret, din søster er i krise. Det betyder, at alt det vante – ”plejer” – er sat ud af kraft. Hun kører i højeste alarmberedskab konstant. Det er utrolig hårdt fysisk og psykisk.
Hvad der er godt for hende – og dermed godt for jer andre at gøre i forhold til hende – vil skifte fra periode til periode, måske fra dag til dag.

Mine råd til dig er:
– Spørg hende ofte og direkte: ”Hvad vil være allermest hjælpsomt for dig lige nu/i dag?”. Fortæl hende direkte, at du er OK med at være fleksibel i dine tilbud om hjælp, og at du er indstillet på, at hvad der er hjælpsomt i dag, måske ikke er hjælpsomt i morgen.
Det giver hende lov til at kunne nøjes med at skulle forholde sig til en dag ad gangen.

– Forsøg ikke at tage hendes angst og hendes fortvivlelse fra hende med ellers velmente sætninger som: ”Du skal nok klare dig” eller ”Gud har styr på det”. Det er ganske vist sandheder, men når man er i krise og følelsesmæssigt desperat, kan det være en fornærmelse eller krænkelse at blive ”påduttet” at skulle mene og føle noget andet, end man lige nu er i stand til.
Giv hende plads til at være fortvivlet og måske vred på livet og på Gud. Du kan evt. anbefale hende at læse ”Skæld ud på Gud” af Preben Kok – hvis hun orker at læse noget.

– Hjælp med praktiske ting, hvor du kan. Ting, som ikke kræver, at hun skal tage stilling til noget.
Det kan være indkøb, lave noget mad til fryseren, bage nogle boller, støvsuge huset, vaske noget tøj m.m. Det er ting, der letter i hverdagen, men som hun måske ikke selv kan overskue at bede om hjælp til.

– Fornemmer du, at hun har brug for at være alene – så giv hende plads til det. Tag det ikke personligt. Det kan handle om, at blot det at skulle forholde sig til en anden eller til sig selv simpelthen er for hårdt lige nu. Vend tilbage på et senere tidspunkt. Sig til hende: ”Det er helt OK, jeg vender tilbage senere”.
Din søster kan nemlig føle sig ”forkert” når hun ikke engang kan tage imod ”omsorg” og derfor oveni føle skyld over det.

– For mange er det nærliggende at prøve at få den pårørende til at komme lidt væk fra det hele. Det giver mening.
Men som ægtefælle kan det være angstprovokerende ikke at være til stede med den syge. Man har simpelthen brug for at vide, hvad der sker, brug for at være inde over alting. Respekter det.
Men tilbyd gerne små frikvarter, så hun har valget.

– Om din søster har brug for at snakke om sine egne følelser eller ej, kan jeg ikke svare på på afstand.
Det bedste er at spørge hende direkte: ”Har du brug for at snakke om, hvordan DU har det? – eller har du netop brug for IKKE at snakke om det?”. Måske ved hun det ikke engang selv, og så afventer du til næste gang, du føler tilskyndelse til at spørge og ser, hvad din søster så svarer til den tid.
Hilsen Suh