Kirke handler slet ikke om kirke

Tænk hvis det ikke er kirken, der har en mission, men derimod Guds mission, der har en kirke.

Forestil dig en kirke der slet ikke handler om kirke men om Gud og hans insisterende længsel efter verden.

Tænk hvis det overhovedet ikke er kirken, der har en mission, en opgave, et kald, men derimod Guds mission, der har en kirke.

Identitet

Forleden snakkede jeg med en bekymret mor til en stor teen-agedreng. Han havde en 2 meter lang, stærk krop og kunne egentlig det hele. Men pga. usikkerhed og identitetsforvirring lå han bare og sov eller sad og gloede på sin telefon. Han havde ingen retning i livet. Han var desillusioneret og trist. Han var usikker på, om han kunne bruges til noget. ”Hvad skal der dog blive af ham?” spurgte moren.

Denne beskrivelse mindede mig lidt om kirken mange steder. For objektivt set har kirken i Danmark rigtig mange resurser, men måske kan vi alligevel have det lidt ligesom den opgivende teenagedreng? Måske lider vi også af usikkerhed og ved ikke helt, hvem vi er, hvor vi skal hen, og hvad vores rolle egentlig er i den virkelige verden?

Kirkelede

Mange danskere er fremmedgjorte over for kristendommen og kirken. Tallene taler for sig selv: 70% af befolkningen definerer sig som troende, 77% er medlemmer af folkekirken, men kun 2% går i kirke på en almindelig søndag. Og de to sidste tal er faldende.
For nogle danskere handler kirkeleden om, at de er blevet vaccineret imod kirke. De har dannet antistoffer pga. korstogene, incestskandalerne i den katolske kirke og alle mulige pinlige sager om præster, der misbruger penge og magt. Noget, som medierne elsker at fortælle om.

Men det gælder ikke alle. Den norske professor i missiologi Notto Thelle mener, at rigtig mange mennesker faktisk har en helt anden historie at fortælle:
”De ledte efter et nærvær, som de anede, men ikke kendte, noget som kirken mindede dem om. Men de skuffedes over dens letkøbte talemåder. Den svarede på spørgsmål, som de ikke havde stillet. De mødte ikke nogen, der kendte deres sjæl og lyttede til deres nød. Så drog de hjemmefra af hjemlængsel”. Personligt kender jeg alt for mange, der ”drog hjemmefra af hjemlængsel”. De forlod kirken af bare længsel efter kirke. Og dét er fortvivlende.

Om man hører til den ene eller anden gruppe bliver udfaldet det samme. Tanken om kirke giver en dårlig smag i munden. Derfor bliver man væk.

Jesus og kirken

I Bibelen er Jesus faktisk bemærkelsesværdigt fåmælt om kirken som institution. Vi ved, at han selv startede sin kirke på Peters bekendelse ”Jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt: 16,18). Men i det store hele er det, som om hans fokus er på Guds relation til os mennesker. Og her er han til gengæld meget eksplicit.

I Lukasevangeliet kap. 15 fortæller Jesus fx hele 3 lignelser med stort set identisk budskab: Guds længsel efter mennesket. Lignelserne om det mistede får, den forsvundne mønt og den fortabte søn peger på det samme: Hvor stor værdi vi mennesker har for Gud. Hvor stor en glæde, der er hos Gud, når et menneske finder hjem til ham. Og så det helt fantastiske, ja næsten ubegribelige: At Gud søger efter os mennesker – enkeltvis!

Jeg tror derfor, at der er to ting, der er helt afgørende, hvis kirken i Danmark skal stå stærkt som verdens håb; et lys i mørket for dem der er blevet åndeligt hjemløse, et håb for dem, der har mistet troen på fællesskabet.

VI er kirken

For det første må vi indse, at VI er kirken. Kirken er ikke en institution, man kan pege fingre af. Kirken er fællesskabet af troende på ethvert givent tidspunkt og sted. Et legeme med Kristus som hoved (1. Kor. 12). Kirken er alt det, du og jeg fører ud i livet. Det er derfor OS, der skal finde os selv og forstå, hvorfor vi er sat her i verden. Det er OS, der må besinde os på, hvem vi er, og hvad vores kald er.

Guds mission er kirkens mission

Og for det andet må det dæmre for os, at kirkens kald, kirkens mission, er Guds mission! Jesus bad i sin ypperstepræstelige bøn: ”Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem” (Johs. 17,18). Kirken er ikke og har aldrig været noget i sig selv. Kirken er kun noget i det omfang, den støtter op om Guds mission i verden.

Den tyske frihedskæmper og teolog Dietrich Bonhoeffer beskriver dette i sit klassiske værk om kirken ”Gemeinsames Leben”: ”Det kristne fællesskab er ikke et aflukke fra verden, men en Kristi tilstedeværelse i verden gennem hans folk. Kristi tilstedeværelse i verden”.

Kirke handler ikke om kirke. Kirke handler om Gud og hans insisterende længsel efter verden. Vi er ikke til for os selv. ”A church that exists only for itself and its own enlargement is a witness against the gospel”, siger den britiske biskop og missionær Lesslie Newbegin. Det er slet ikke kirken, der har en mission, en opgave, et kald. Det er Guds mission, der har en kirke. At være kirke er at være sendt, sendt for at deltage i Guds mission.

“The church is sent into the world to continue that which he came to do, in the power of the same spirit, reconciling people to God”, Lesslie Newbigin.

Derfor kan det at ”være sendt til verden, ligesom Jesus var sendt til verden af Gud”, aldrig blive noget, vi GØR. En aktivitet i kirken, som nogen kan stå for, og som andre må huske at bede for. Vores mission er Guds mission. En dybdedimension i alt, hvad kirken foretager sig.

Splagchnizomai

Men hvad handler den mission så om? Det var Charles Spurgeon, også kaldet ”Prince of preachers”, der sagde: ”Hvis man skulle opsummere hele Kristi karakter i forhold til os, kan det samles i denne ene sætning ”Han blev fyldt med medlidenhed” (Matt. 9, 37).

Det originale græske ord for medlidenhed/barmhjertighed findes hverken i klassisk græsk eller i Septuaginta (den ældste græske oversættelse af den hebraiske Bibel). Dét tyder på, at forfatterne af Det nye Testamente opfandt et nyt ord for at beskrive det, de observerede, når Jesus mødte mennesker, der var i nød. Åbenbart fandtes der ikke et dækkende ord i hele det ellers så rige græske sprog!

Ordet er splagchnizomai, og det betyder noget i retning af, at hele ens indre skriger, eller at ens indvolde eller organer vrider sig. Det forfatterne af Det nye Testamente åbenbart kunne se, var, at Jesu indre var grebet af medfølelse i en sådan grad, at det var smertefuldt for ham! Der var tale om en pinefuld følelse af overvældende sympati.

Når vi læser om Jesus, må vi forundres over hans barmhjertighed mod os mennesker. Jesus identificerede sig så meget med menneskeheden, at det vi gør mod de mindste små, i virkeligheden gøres mod ham (Matt. 25,41). Dét er vores kald! Barmhjertighed er ikke bare ”nice to have” for et kristent fællesskab. Det er ”need to have”.

Splagchnizomai som kirkens mission

Og denne dybe medfølelse var ikke bare en ubehagelig følelse, som når vi ser noget trist på tv og derpå tager os en ny kop kaffe. Nej, for Gud fører splagchnizomai altid til handling. Det, at Gud selv blev et menneske og led og døde for os, er i virkeligheden det ultimative udtryk for netop det.

Derfor tvinger Jesu inderlige medfølelse ham også til handling, når han ser mennesker i nød. Han MÅ have medarbejdere, der med fuldmagt fra ham kan bringe hans budskab videre. Det var derfor, han grundlagde kirken. For ham er kirken det fællesskab af troende, der på hans vegne vil opsøge de vildfarne får, finde den bortkomne mønt og omfavne den fortabte søn.

Derfor, hvis vi vil være kirke, som genfinder vores identitet som sendt kirke, så må vi gøre som ham og lade os bevæge af medfølelse. Gud længes virkelig, virkelig efter at nå os mennesker, og han ønsker fortsat at bruge kirken som sit redskab.

Jesus – kirkens centrum

Ligesom vejen frem for den omtalte teenagedreng ikke er at sove eller kigge selvkritisk på telefonen, men tværtimod finde ud af, hvem Gud har skabt ham til at være, og hvilket kald Gud har over hans liv – sådan er det også kirkens vej frem. Og spørgsmålet står klart og er såre enkelt: Hvem er Jesus, kirkens hoved, for os?

Engang Mother Teresa lå syg, skrev hun en bøn, som svar på netop dette spørgsmål:

Jesus er…
Ordet – som blev kød.
Offeret for mine synder på korset.
Ordet – som skal tales.
Sandheden – som skal siges.
Vejen – som skal gås.
Lyset – som skal tændes.
Livet – som skal leves.
Kærligheden – som skal elskes.
Glæden – som skal deles.
Offeret – som skal bringes.
Freden – som skal gives.
Livets Brød – som skal spises.
Den Sultne – som skal have mad.
Den Tørstige – som skal vederkvæges.
Den Nøgne – som skal klædes.
Den Hjemløse – som skal indbydes.
Den Syge – som skal helbredes.
Den Ensomme – som skal elskes.
Den Uønskede – som skal ønskes.
Den Spedalske – hvis sår skal vaskes.
Tiggeren – som man skal give et smil.
Den Fordrukne – som man skal lytte til.
Den Retarderede – som skal beskyttes.
Den Lille – som skal omfavnes.
Den Blinde – som skal ledes.
Den Stumme – på hvis vegne man skal tale.
Krøblingen – som man skal følges med.
Narkomanen – som man skal vise venskab.
Den Prostituerede – som man skal beskytte mod farer og vise venskab.
Fangen – som skal besøges.
Den Gamle – som skal tjenes

Hvis vi sammen tjener dénne Jesus, er jeg sikker på, at den lokale kirke i Danmark har en lovende fremtid som verdens håb.