Kirken holder mandeklub for udenlandske mænd

Kvaglund Kirke i Esbjerg er langt fremme med indvandrerarbejde.

– Når der kommer en gravid kvinde ind i bussen i Congo, så rejser vi os for hende, så hun kan sidde ned. I Rusland, hvor jeg har studeret, rejser man sig også for de ældre. I Frankrig, hvor jeg har været på besøg, rejser man sig også for de unge kvinder, fordi mænd er galante. Men i Danmark….

Alle omkring bordet slår en latter op, da Sat fortæller. For de har alle lagt mærke til, hvor tillukkede danskere er i bussen. Specielt de unge, tilføjer de.

– De rejser sig ikke op. De kigger ikke på dig. Og de blokerer også sædet ved siden af med deres tasker, så man ikke kan sidde ned. Så hvis bussen er halvfuld, kan du ikke finde et sæde. Du må spørge, om de godt vil flytte tasken, så du ikke skal stå op. Og når de flytter tasken, gør de det tavst og irriteret. De kigger ikke på dig. De snakker ikke med dig…, forklarer Sat.

Sat er ingeniør og veluddannet. Han er ikke kommet hertil som flygtning, men på grund af studier og arbejde.
– Jeg gik på universitetet, men jeg havde ingen venner i min klasse. Ingen var interesseret i andre end dem selv og deres få venner, fortæller han og undrer sig.

– I mit land var alle i klassen mine venner. Vi snakkede alle sammen og besøgte hinanden. Men i Danmark havde de nok i sig selv og deres egne venner.

Mandeklub forener

Sat er med i den internationale mandeklub, som er oprettet ud fra Kvaglund Kirkes indvandrerarbejde. De andre kalder ham også for Grønlænderen, selv om han er fra Congo. Sat har nemlig også lært at tale lidt grønlandsk.

– Jeg har mødt grønlændere, som var meget nemmere at snakke med. De forsøgte at lære mig deres sprog.

Når jeg forsøger at tale dansk, hjælper de ældre danskere mig, når jeg siger et forkert ord eller udtaler et ord forkert. Men de unge siger bare, at de ikke forstår mig. De har ikke megen tålmodighed med os, som skal lære at være danskere.

De andre omkring bordet samtykker. I den internationale mandeklub kommer folk af alle nationaliteter, ikke blot flygtninge, men også folk, der fx studerer eller arbejder i Danmark en kortere tid. Og selv om det er kirken, der lægger hus til klubben, er alle ikke kristne.

De fire år var ikke et liv

Xhafer (udtales Jaffa) kommer fra Kosovo. Han er muslim.
– Hvad synes du om at komme i en kirke?
– Det er ikke noget problem. Jeg kan lide at komme her. Vi snakker godt sammen om det, vi ikke kan snakke med andre om, og vi er venner på tværs af folk og religioner.
– Men du er muslim…
– Ja, men det betyder heller ikke noget for mig, svarer Xhafer afslappet. Han har boet 24 år i Danmark.

– Men jeg plejer at sige 20 år, for de første fire år, hvor jeg boede på et asylcenter, regner jeg ikke med. Det var ikke noget liv, det var forfærdeligt at leve i usikkerhed uden noget formål, siger han.

Nu kommer Xhafer hver uge i mandeklubben, og her har han fundet venner.
– Har du også mødt nogle af dine ”fjender” fra konflikten i Kosovo?
– Ikke i klubben, men jeg har da mødt en serbisk kvinde, og hun tabte bakken, da hun hørte, at jeg var kosovo-albaner. Hun troede, jeg ville slå hende ihjel. Men så snakkede vi roligt om det.

Brug for mandesnak

Ved bordet med Xhafer sidder Daniel, som kommer fra Eritrea. Han er kristen og har måttet flygte fra muslimsk forfølgelse.
Han mødte Poul Martin Aaling Nielsen ved kirkens stand på den internationale dag på Esbjerg torv og blev inviteret med i klubben.
Poul Martin er ansat af Ribe Stift som indvandrermedarbejder med base i Kvaglund sogn, hvor der foregår et omfattende arbejde blandt indvandrere.

– Ofte fokuserer man på kvinderne i indvandrerarbejde, men hvad med mændene? spørger Poul Martin. Han har samlet ca. 30 personer i mandeklubben. Hver tirsdag mødes de, og hveranden gang laver medlemmerne på skift mad, sådan at man smager mad fra forskellige kulturer. Desuden besøger man på skift hinanden. Klubben har også et kolonihavehus, hvor man kan mødes og grille eller grave have. Og de har også overnattet i et shelter en nat. Andre gange hører de et foredrag eller er til cykelløb.

– Mændene har brug for at tale om det, de oplever. Der er mange kulturforskelle, som de har brug for at vende. Og ofte har de ikke nogen at snakke med. Men nu har de klubben, siger Poul Martin.

Danske kvinder, altså!

Snakken falder igen hurtigt på kulturforskelle. Denne gang er det danske kvinder, der er emnet.

– Jeg har haft tre danske kærester. Men hvis det er sådan at være gift, så vil jeg hellere undvære det, siger Sat rent ud, og alle griner. Danske kvinder er åbenbart et kapitel for sig.

– Mine kærester ville hele tiden vide, hvad jeg lavede. De ville kontrollere mig og bestemme over mig. Sådan er det ikke, hvor jeg kommer fra. Der respekterer kvinderne mændene, men vi respekterer også dem. Vi blander os ikke i alt, forklarer Sat.
– Men er det specielt danske kvinder, der sådan? Du har også været i Rusland og Frankrig…
– Russiske kvinder løber nærmest efter os udlændinge. Og franske kvinder er heller ikke så dominerende som de danske, mener Sat.

Uanset om man nu er enig med Sat er ej, så kan man mærke, hvor velgørende det er for disse mænd at snakke om det, de undrer sig over i Danmark. Og selv om de ikke alle er kristne, så er de enige om, at man i kirken – og her Mandeklubben – meget nemmere finder venner og bliver behandlet med respekt og venlighed, uanset hvem man er. I hvert fald i Kvaglund Kirke.

– Men I forkynder ikke? spørger vi Poul Martin.
– Nej, det her handler om relationer. Vi har også forkyndende arbejde i kirken, som fx Alpha. Og hvis der er gode relationer, kan det jo være, at nogen har lyst til at være med til et Alpha-kursus, svarer Poul Martin. Han har selv en baggrund som bl.a. Falck-mand og missionær i Afrika.