Kom dybere ind i bønnen
Med bogen ”Bøn” bevæger den populære forfatter Timothy Keller sig ind på følsom grund, for intet er så intimt og personligt som bøn.
Keller behandler bønnen teologisk, opbyggelig og praktisk, for at bruge hans egne ord. Han tager således både stilling til, hvad bøn er, og hvordan man skal bede.
De indledende afsnit om, hvad bøn er, er en ”farvet” skelnen mellem det, han kalder ”mystisk” og ”profetisk” bøn. Selvom han forsøger at være mere nuanceret end nogle af dem, han citerer, er hans skelnen primært tegnet i sort og hvidt.
Mystisk bøn, som man især ser hos katolske mystikere og teologer, bliver til dels sidestillet med buddhistisk eller panteistisk bøn, hvor den personlige relation til Gud ophæves til fordel for en ordløs forening med en kosmisk gud løsrevet fra Bibelens Gud.
De fleste katolske læsere vil derfor ikke uden grund føle sig ikke blot angrebne men også dybt misforståede. For denne fremstilling er yderst skævvreden. En af de store katolske mystikere, Teresa af Avila, kan således tale om bøn som venskab, mens en anden, Paul af Korset, bygger sin vejledning om bøn på meditation over den korsfæstede Jesus og taler om foreningen som en hvile i Guds faderfavn.
På samme måde er hele den klosterlige tidebønstradition dybt forankret i Bibelen. Så denne polemiske vinkel hos Keller skæmmer desværre og er i virkeligheden unødvendig set i hele bogens sammenhæng.
Når Keller kommer til, hvordan man skal bede, tager han først udgangspunkt i det han kalder ”tre af de største teologer i den kristne kirkes historie – Augustin, Luther og Calvin” (s. 93).
Herunder gennemgår han – også med de tre ved hånden – Fadervor. Derefter følger en grundig og meget givende vejledning i, hvordan vi beder. Hele denne del, som fylder godt halvdelen af bogen, er fyldt med solid vejledning i bøn, og den er en øjenåbner for os til at se, hvor rige vi er i Gud.
Blot et eksempel: ”Hvis du virkelig vil forstå, hvor dyb Guds kærlighed er, så skal du vide, hvor dybt Jesus Kristus steg ned for at elske dig” (s. 188).
Bogen afsluttes med eksempler på daglig bønspraksis. Gennem hele bogen citerer Keller flittigt andres ord om bøn. Udover de tre ovenstående kommer bl.a. C.S. Lewis og John Owen hyppigt til orde.
Ser man bort fra Kellers ”angreb” på det, han kalder mystisk bøn, og som han for øvrigt indirekte øser ivrigt af i resten bogen, har vi med ”Bøn” en værdifuld og yderst brugbar vejledning til et rigere og dybere bønsliv, og bogen er dermed en gave til enhver kristen.
Timothy Keller: Bøn
360 sider • 249,95 kr.
Forlagsgruppen Lohse/Credo