Lyt ikke til hvem som helst…

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

For 20 år siden var vi mange pæne kirkelige mennesker, som tog afstand fra prædikanten Reinhard Bonnke. I ydre missions-kredse talte man forarget om denne tysker, som ”skabte uro” med sine korstog i Afrika.

Og det var da heller ikke klogt at kalde sine evangelisations-kampagner for crusades – korstog. Men det var nu især i Vesten, at de kulturradikale havde lagt dette begreb for had, godt hjulpet af de politiske-korrekte kirkefolk. (En dag får vi nok gravet sandheden frem om korstogene.)
I Nord- og Central-Afrika havde man tværtimod oplevet muslimernes ”korstog”. De ”rettroende” arabere havde underlagt sig de hedenske stammer og gjort dem til slaver.

Da de undertrykte kristne i Nord-Nigeria blot ville praktisere deres ret til at forsamles frit, hidsede fanatiske muslimer befolkningen op til et blodbad. Men de politisk-korrekte kirkefolk skældte ikke ud på muslimerne, som plyndrede og dræbte, men på Bonnke, som havde forkyndt fredens evangelium.

De vestlige kirkefolk forestillede sig åbenbart, at hvis man blot undlod at genere muslimerne med evangeliet, så ville de nok lade de kristne mindretal være i fred.

Selv nogle missionærer syntes, det var en god idé, da Nigeria lukkede landet for Bonnkes kampagner i otte år. Nogle af de samme missionærer har arbejdet efter deres egne teorier i 20-30 år, uden at de har ført en eneste til tro på Jesus Kristus. Tværtimod mister afrikanere ofte troen pga. den liberale vestlige teologi, som vi har påtvunget dem.

I dag er vi måske klogere på muslimer og mission?
Muslimerne blev i hvert fald ikke fredeligere. Boko Haram huserer netop i Nord-Nigeria med massedrab på kristne landsbyer, bomber mod kirker, bortførelser af unge skolepiger, selvmordsaktioner mod markeder, osv. Tusinder er dræbt.
Selv har vi oplevet det muslimske hysteri over Muhammed-tegningerne i Danmark. Og lige nu kæmper danske soldater i et moderne ”korstog” imod IS’ rædsels-kalifat.

Hvad Bonnke fik ud af at fortsætte sine kristne kampagner trods religiøs modstand:
I løbet af blot de sidste 22 år har ca. 120 mio. mennesker deltaget i Bonnkes store evangeliske møder.

Siden år 2000 har mere end 50 millioner besluttet at tro på Jesus og udfyldt kontakt-kort på møderne, så de kunne blive bragt i forbindelse med lokale menigheder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De verdslige medier og politikere vil altid hetze imod aktive kristne, især når der er vækkelse.
Men næste gang, du hører kirkefolk tale dårligt om kristne forkyndere, så tænk på Bonnke.

Eller tænk på Jesus, som måtte finde sig i at blive modsagt og modarbejdet netop af de religiøse, som var mere optaget af at holde fred med romerne end af at tjene Gud.